Analyse: Trump vil sende folk check på 1.200 dollar – men kan det redde verdens største økonomi fra kollaps?

Den positive nyhed er, at præsident Donald Trump vil give skatteydere kontanter, at en kæde ansætter 10.000, og at folk nu kan købe en ny bil på klods. Den deprimerende er, at coronaviruskrisen har udløst en økonomisk krise i USA så dyb og alarmerende, at alle frygter det værste.

I en galoperende økonomisk krise, der er udløst af coronapandemien og ikke er set magen siden Anden Verdenskrig, har USAs præsident, Donald Trump, lanceret en utraditionel idé i et forsøg på at redde verdens største økonomi fra kollaps og en truende massearbejdsløshed.

På opfordring fra præsidenten fremlagde Republikanerne i Senatet torsdag en redningsplan på én billion dollar, der, hvis vedtaget, giver skattelettelser til selskaber, flere hundrede milliarder dollar i nødlån til virksomheder og tillige indeholder et forslag om at sende check på 1.200 dollar til millioner af skatteydere. Men Trump & Co. er ikke alene om at tage utraditionelle metoder i brug. En af de største amerikanske bilproducenter gør det også i håb om – i dobbelt forstand – at få gang i hjulene.