På toget mellem Bregenz og Wien blev der søndag spillet et uddrag af en optagelse af tale, holdt af Adolf Hitler, over højtaleranlægget. Siden kunne man høre nogen råbe »Sieg Heil« og »Heil Hitler« over samme højtaleranlæg.
Det østrigske parlamentsmedlem David Stögmüller, der er medlem af partiet Die Grüne sad i toget, da episoden fandt sted. I en video, han har lagt på Twitter, kan man høre »Sieg Heil«-udråbet.
David Stögmüller siger til BBC, at Hitler-talen blev spillet over højtaleranlægget, kort før toget ankom til Wien.
Han har også skrevet på Twitter, at det ikke var muligt for togføreren at standse afspilningen. En anden passager siger til BBC, at alle i toget var »fuldstændig chokerede«.
To personer er blevet meldt til politiet, skriver BBC, som har fået tilsendt en erklæring fra det statslige østrigske jernbaneselskab, ÖBB:
»Vi tager klart afstand fra indholdet. Vi kan i øjeblikket antage, at meddelelserne blev foretaget af folk direkte på toget via samtaleanlæg. Vi har meldt sagen til politiet,« skriver ÖBB.
David Stögmüller siger til BBC, at han har fået en mail fra en togpassager, som rejste med en ældre dame, som havde været i koncentrationslejr. Den gamle dame skal angiveligt være begyndt at græde.
En fjerde passager skal ifølge David Stögmuller have bemærket, at når andre landes tog har tekniske problemer, drejer det sig om klimaanlægget, der går i stykker.
»Men i Østrig er det tekniske problem Hitler.«
Adolf Hitler blev født i Østrig, men flyttede til Tyskland i 1913.




