Pelle Dragsted vil sælge »nordisk socialisme« i Trumps USA. Men spørgsmålet er, om amerikanerne vil købe det

Interview: Mens Trump sidder tungt på magten i USA, er en kamp om Demokraternes fremtid brudt ud. Unge venstreorienterede i storbyerne drømmer om »nordisk socialisme«, og det forsøger Enhedslistens Pelle Dragsted at kapitalisere på. Men hvad er frihed? Og finder man det her eller i Danmark?

Det er fredag aften i den amerikanske hovedstad, Washington, og medlemmer af den progressive venstrefløj er samlet i boghandlen »Politics and Prose«. Fra scenen lyder en kraftig dansk accent, og den kommer fra Pelle Dragsted. Han er taget på bogturné i USA for at lære amerikanerne om »nordisk socialisme«.

De fremmødte er draget af at høre om de politiske ideer, som vi tager for givet i Danmark: gratis sundhed, uddannelse og SU. Men spørgsmålet er, om det nogensinde har gang på jord her i det kapitalistiske USA.