Passagerfly med 157 om bord er styrtet på vej mod Nairobi

Ingen af de 157 om bord på styrtet fly fra Ethiopian Airlines har overlevet, melder landets statsmedie, EBC.

Nairobi. Et fly fra Ethiopian Airlines med formentlig 149 passagerer og otte besætningsmedlemmer om bord, der var på vej mod Kenyas hovedstad, Nairobi, styrtede ned seks minutter efter start.

Ifølge Reuters, der citerer landets statsmedie EBC, har ingen af de ombordværende overlevet styrtet. Der skulle være tale om passagerer fra 33 forskellige nationaliteter.

- Udenrigsministeriets borgerservice har ikke pt. modtaget oplysninger om danskere om bord på det forulykkede fly i Etiopien.

- Ambassaden i Addis Ababa er i tæt dialog med de etiopiske myndigheder vedrørende flystyrtet, siger vagthavende ved Udenrigsministeriets borgerservice.

Der er foreløbig ikke nogen officiel forklaring på, hvorfor flyet er styrtet. En lokal kilde siger til BBC, at vejret var klart. Men ifølge svenske tracking-firma Fligthradar24 var flyets opstigen "ustabil".

Ethiopian Airways er et af Afrikas største flyselskaber og har et godt rygte, når det handler om sikkerhed.

- Ethiopian Airlines må med beklagelse bekræfte, at dets flight ET302 på en planlagt flyvning fra Addis Ababa til Nairobi har været involveret i en ulykke omkring Bishoftu, skrev flyselskabet i en pressemeddelelse efter styrtet.

Bishoftu ligger omkring 25 kilometer sydøst for Addis Ababa i det østafrikanske land.

- Flyet lettede klokken 08.38 (06.38 danske tid red.) fra Addis Ababa, og kontakten blev mistet klokken 08.44.

- På nuværende tidspunkt er redningsarbejdet i gang, og vi har ingen bekræftede informationer om overlevende eller mulige tilskadekomne, skriver flyselskabet videre.

Etiopiens premierministers kontor har via dets Twitter-profil allerede sendt kondolencer.

- Premierministerens kontor, på vegne af regeringen og folket, vil gerne udtrykke sin dybe kondolence til de familier, der har mistet deres elskede på Ethiopian Airlines Boeing 737, hedder det.

Ethiopian Airlines har 29 Boeing 737'ere i sin flåde.

Det styrtede fly er af typen Boeing 737-800 MAX, der alt efter konfigurationen har plads til op til 230 passagerer.

Sidst flyselskabet var involveret i en alvorlig ulykke var i 2010. Her eksploderede et Boeing 737-800, efter det var lettet fra Libanon.

83 passagerer og syv besætningsmedlemmer omkom ved ulykken.

/ritzau/