I Sverigedemokraterna har de sådan set intet foretaget sig i løbet af weekenden.
Alligevel var det svenske højrefløjsparti udslagsgivende for det drama, der udspillede sig i svensk politik i går aftes.
Midterpartiet Liberalerna – der nok bedst kan sammenlignes med Radikale Venstre herhjemme – har de seneste år tabt opbakning i meningsmålingerne. Og i går var det så tid til at tage en vigtig beslutning:
Skal partiet forsøge at vippe den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven af pinden og gå efter at komme med i en borgerlig regering efter valget næste år?
For at kunne besvare det spørgsmål måtte partiet også finde ud af, om det var klar til at samarbejde med Sverigedemokraterna, som i disse år er ved at blive en accepteret del af »den blå blok« i Sverige.
I årevis er Sverigedemokraterna ellers blevet behandlet som en paria i svensk politik.
Spørgsmålet skabte stor debat på Liberalernas onlinemøde. Flere højtstående partimedlemmer truede med at trække sig fra partiet, hvis lederen, Nyamko Sabuni, fik sin vilje om at åbne for samarbejde med Sverigedemokraterna.
»Populister, nationalister og ekstremister hader alt, vi står for. Og det er gengældt. Denne beslutning vil være en strategisk, ideologisk og historisk fejltagelse,« sagde Helene Odenjung, der sidder i partiets bestyrelse, ifølge avisen Expressen.
Debatten trak ud i en sådan grad, at Nyamko Sabuni i sidste øjeblik måtte trække sig fra et længe planlagt interview i programmet Agenda på SVT, hvor hun ellers skulle have fortalt om partiets beslutning. Men hun ville ikke, for der var ikke taget en beslutning endnu.
I sidste ende besluttede et flertal af deltagerne i Liberalernas partiråd – 59 mod 31 – at stemme for beslutningen om at gå efter en borgerlig regering.
Det medfører også et øget samarbejde med Sverigedemokraterna, som dog i alle tilfælde ventes at være et støtteparti og ikke et regeringsparti.
»Jeg er stolt af den beslutning, partiet har taget; det er starten på en ny rejse,« sagde partileder Nyamko Sabuni sent søndag aften.
Liberalernas beslutning bliver hilst velkommen hos de øvrige borgerlige partier Moderaterna og Kristdemokraterna, der nu ser chancerne for et magtskifte vokse.
Flere Liberalerna-politikere ventes at forlade partiet, og ét medlem af rigsdagen har allerede meddelt, at han ikke vil genopstille for partiet, skriver Svenska Dagbladet.
Liberalerna står til bare tre procent af stemmerne i de seneste meningsmålinger. Partiet er stiftet i sin nuværende form i 1934 og har siddet i Rigsdagen lige siden.