På hans første visitkort stod der »I’m CEO, Bitch«. Nu nægter Mark Zuckerberg at løsne sit jerngreb

Mark Zuckerberg er den eneste af sin slags. De andre amerikanske techbosser er én for én trådt et skridt tilbage. Nogle har endda forladt tronen. Men ikke Zuckerberg. Han er stadig Facebooks topchef, bestyrelsesformand og hovedaktionær i en og samme krop. Han er indbegrebet af magt - endda i en grad, så ministre får ondt i maven.

Som 21-årig trodsede Mark Zuckerberg alle de velmende råd og takkede nej til et opkøbstilbud på en milliard dollar. Lige siden har han beholdt aktiemajoriteten på egne hænder. KIMBERLY WHITE REUTERS/Ritzau Scanpix

Ventetiden var det værste. Josh Frydenberg tjekkede konstant sin telefon. Han ventede på et opkald, der kunne komme når som helst, og jo længere han ventede, jo mere piblede ubehaget og kvalmen frem.

Den australske finansminister havde stillet sig i spidsen for en kamp, der handlede om at »beskytte Australiens suverænitet«. Sådan formulerede han det selv. Men stemmen i røret var ikke imponeret over de store ord. Den var Mark Zuckerbergs, og nu ringede Facebook-bossen til ministeren, når det passede ham. Josh Frydenberg måtte i hast forlade et ministermøde og senere et møde i partiledelsen for at svare opkald fra techbossen.