EUs klimamål lyder i øjeblikket på, at medlemslandene i 2030 skal have reduceret deres udslip af drivhusgasser med 55 procent sammenlignet med niveauet i 1990.
Men ifølge to internationale klimaorganisationer er dette mål så uambitiøst, at de har sagsøgt EU.
Det skriver The Guardian.
Organisationerne, der har sagsøgt EU, er Climate Action Network Europe og Global Legal Action Network.
I en udmelding tirsdag skriver de, at EUs klimamål er så uambitiøse, at de 27 medlemslande ikke kan overholde Paris-aftalen, som går ud på, at de globale temperaturstigninger helst holdes under 1,5 grader sammenlignet med årene i den førindustrielle periode fra 1850-1900.
Organisationerne harcelerer over, at småindustri og sektorerne landbrug, affald, transport endnu ikke er omfattet af EUs kvotehandelssystem for handel med CO2-kvoter. Ifølge The Guardian står sektorerne for 57 procent af EUs samlede klimaudledninger.
At disse ikke er med, kalder klimaorganisationerne »groft utilstrækkeligt«.
Kritikken er en del af et sagsanlæg, som organisationerne indgav for EU-Domstolen tidligere på året. Fordi domstolen anerkender et hurtigt behov for handling omkring klimaforandringer, bliver sagen hastebehandlet. Ifølge AFP forventer organisationerne, at der kan falde dom i sagen i 2026.
Ud over at være i strid med Paris-aftalen mener klimaorganisationerne også, at EUs klimamål er så uambitiøse, at de er i strid med EU-traktaterne og EUs charter om grundlæggende rettigheder.
I en lignende sag fik en forening bestående af mere end 2.000 schweiziske kvinder i april medhold ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. De argumenterede for, at Schweiz’ passivitet i kampen mod klimaforandringer bragte dem i fare for at dø i hedebølger.
I februar foreslog Europa-Kommissionen et nyt EU-klimamål på 90 procent reduktion af udslippet af drivhusgasser i 2040. Dette er dog endnu ikke vedtaget.