Den 12. januar 2015 var en dårlig dag for Ungarns premierminister, Viktor Orbán. Efter et supervalg i foråret 2014, der havde sikret Orbán et klart flertal i parlamentet, havde korruptionssager, en mørklagt atomaftale med Rusland og et voldsomt upopulært forslag om en internetskat barberet opbakningen til Orbáns Fidesz-parti. I en meningsmåling denne dag stod partiet til blot 23 procent af stemmerne.
Forslaget om skat på brug af internettet havde udløst demonstrationer, der fik Orbán til at droppe forslaget. Kort efter rullede korruptionsbeskyldningerne, efter at Ungarn indgik en gigantisk milliardaftale med et statskontrolleret russisk selskab om udvidelsen af et atomkraftværk – uden offentligt udbud og med mørklagte kontraktbetingelser i 15 år.
Som endnu et slag mod Orbán rasede den amerikanske senator John McCain over de russiske forbindelser ved at kalde Ungarn »en nation på kanten af at overgive sin suverænitet til en neofascistisk diktator, som går i seng med Vladimir Putin«.
Orbán kunne i januar 2015 for første gang i mange år reelt risikere at tabe et valg. Der var ganske vist tre år til det næste parlamentsvalg, men Viktor Orbán havde akut behov for en agenda, der kunne fjerne fokus fra problemsagerne og genetablere hans uantastede magtposition.
I det stigende migrationspres på Europa, der dog endnu ikke havde ramt Ungarn for alvor, fandt Orbán sin nye politiske topprioritet.
»Fidesz-partiet indledte sin anti-immigrationskampagne tilbage i januar 2015, før tilstrømningen af flygtninge var begyndt. Partiet havde mistet sin stærke position som følge af korruptionsskandaler og internetskatten, så Fidesz havde behov for et tema, der kunne genskabe opbakningen, og det blev anti-immigration,« forklarer senioranalytiker Bulcsú Hunyadi fra den ungarske tænketank Political Capital Institute.
Og her ramte Viktor Orbán i den grad både en dagsorden og en timing, der ikke kunne være bedre. Sommeren og efteråret blev præget af et flygtninge- og migrantkaos i Europa. Ungarn var et af de første lande til at mærke strømmen, idet den store banegård i Budapest pludselig blev mellemstation for titusindvis af migranter på vej mod Tyskland, ligesom asylansøgningerne væltede ind i landet.
Viktor Orbán lukkede Ungarns grænser til Balkan-landene, som strømmen af flygtninge og migranter rejste igennem, rejste et omdiskuteret hegn og lod politi og militær håndhæve grænselukningen med en brutalitet, der blev genstand for voldsom kritik fra humanitære organisationer og EU-Kommissionen.
Dette åbnede samtidig en mulighed for et andet af Orbáns store mål, nemlig at blive anset som en europæisk statsmand. Han står nu som manden, der satte skub i en ændring af EUs kurs i flygtninge- og migrantkrisen, og der bliver lyttet til ham som manden, der med alle midler vil kæmpe for nationernes Europa og være en modpol til Tysklands kansler, Angela Merkel, og de humanistiske idealer.
Viktor Orbán taler om behovet for »kulturel modrevolution« i Europa, ligesom han tidligere har angrebet det liberale demokrati, der kendetegner Vesten, og i stedet har fremhævet den måde, som Putin styrer Rusland på.
Den foreløbige krone på værket er søndagens folkeafstemning om EUs ret til at vedtage asylkvoter. Afstemningen skal befæste Orbáns magtposition i Ungarn samt sende et signal til EU-Kommissionen om aldrig igen at foreslå upopulære asylkvoter.
»Orbán er modstander af EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker og vil mindske kommissionens magt, men han er ikke EU-modstander. Han håber, at afstemningen kan placere ham som en statsmand, der kan ændre tingenes gang og gøre ham populær i både Ungarn og Europa,« fortæller Daniel Bartha, der er direktør for tænketanken Centre for Euro-Atlantic Integration and Democracy.
Symbolsk afstemning
Resultatet af afstemningen er givet: Meningsmålinger peger på, at så mange som 80 eller 90 procent vil stemme nej til, at EU bør kunne indføre asylkvoter, der gælder for Ungarn.
Orbán har gjort det klart, at folkeafstemningen handler om fremtidige forslag om asylkvoter, mens den allerede vedtagne fordeling af 120.000 asylansøgere er et spørgsmål for EU-domstolen, som den ungarske regering har indbragt den beslutning for.
Her har den ungarske regering umiddelbart ikke den bedste sag, idet beslutningen er truffet med kvalificeret flertal blandt EU-landene, præcis som den traktat, Ungarn har godkendt, foreskriver. Ungarn har ikke et forbehold over for fælles asylpolitik, der undtager landet.
Hvad angår en fremtidig fordeling af asylansøgere, har Jean-Claude Juncker allerede meddelt, at man ikke kan tvinge lande, mens kansler Angela Merkel har sagt, at der skal findes et »kompromis«. I det lys fremstår afstemningen som symbolsk og en provokation rettet mod EU-Kommissionen – også selv om Orbán insisterer på, at afstemningen vil få både politiske og juridiske konsekvenser for EU.
Det store spørgsmålet er dog, om stemmeprocenten når de 50 procent, som er nødvendigt, hvis afstemningsresultatet skal være juridisk gyldigt. Store dele af oppositionen opfordrer ungarerne til at blive væk eller stemme blankt for at protestere over Viktor Orbán.
Kritikere ser først og fremmest afstemningen som et populistisk stunt, der skal fjerne opmærksomheden fra problemer med korruption såvel som demokratiets generelle tilstand i Orbáns Ungarn.
»Med de lukkede grænser er der ingen trussel mod Ungarn længere. Men Fidesz har behov for at holde immigration øverst på agendaen, og her kommer folkeafstemningen ind,« vurderer senioranalytiker Bulcsú Hunyadi.
Han peger på, at det særlige fokus på muslimer i Orbáns kampagne har gjort det muligt at lokke vælgere tilbage fra Jobbik-partiet på den yderste højrefløj, der har slået sig op på at være et »radikalt patriotisk kristent parti« og tidligere havde denne bane for sig selv.
Orbán har sat alt ind på et overbevisende resultat. Regeringen har anvendt et kæmpe millionbeløb på en kampagne, der dominerer medielandskabet med vidste du at-sloganer:
»Vidste du, at siden begyndelsen af migrantkrisen er flere end 300 mennesker døde i terrorangreb,« lyder en af parolerne.
Ifølge Marta Pardavi, der er medformand for den ungarske Helsinki-komité for menneskerettigheder, spiller Orbán med kampagnen på en udbredt fremmedfrygt i Ungarn:
»Kampagnen har et hadefuldt budskab, der kobler migranter til terror, og er i det hele stærkt anti-muslimsk. Den slår på bevarelse af det kristne Europa, der ellers bliver overtaget af en muslimsk hær. Og der er ingen opposition eller organisationer med penge til at give et andet budskab, der kan give balance – eksempelvis vises stort set ingen billeder fra krigen i Syrien, som folk flygter fra.«
Også Daniel Bartha peger på, at det er et problem med de få uafhængige medier i Ungarn:
»Det er det land i EU, hvor demokratiet er mest presset. Ansvaret skal dog placeres hos både regeringen, den uprofessionelle og splittede opposition og et politisk inaktivt samfund.«