Er det menneskesmugling at redde migranter fra druknedøden?

De omkring ti ikke-statslige humanitære organisationer, NGOer, der driver eftersøgnings- og redningsaktioner i Middelhavet, kritiseres for at gå menneskesmuglernes ærinde. Om ikke andet så uforvarende.

En mand bliver reddet ud af bølgerne og op på dækket af et NGO-skib sammen med en række øvrige migranter under en redningsaktion i Middelhavet nær Libyens kyst. Foto: Aris Messinis/AFP Fold sammen
Læs mere

Kritikken fremsættes af direktøren i EU-landenes grænseagentur, Frontex, Fabrice Leggeri. Problemet er blandt andet, påpeger han, at NGOernes redningsskibe i det seneste halve års tid har opereret så tæt på den nordafrikanske kyst, at migranter og flygtninge nu har større chancer for at blive samlet op. Det opmuntrer endnu flere til at sætte livet på spil i en overfyldt gummibåd, påpeger Frontex-direktøren over for den tyske avis Die Welt i et interview, som nu har givet genlyd i en række andre europæiske medier.

Problemstillingen er reel, men den stikker også langt dybere. Som det fremgår af en omfattende Frontex-rapport, som Berlingske tog under behandling i avisen lørdag, er det ikke kun NGOerne, der på den måde – uforvarende eller ej – går menneskesmuglernes ærinde. Det er »alle parter involveret i SAR-operationer (eftersøgning- og redningsoperationer, red.) i det centrale Middelhav,« som Frontex selv skriver i sin rapport Risk Analysis 2017.

Altså også Frontex’ egne skibe, den italienske kystvagt og de fartøjer, som NATO har indsat for at afskrække migranterne og flygtninge.

Ethvert fartøj har pligt til at hjælpe folk i havsnød. Sådan er de internationale regler, og de tusindvis af afrikanere, der stævner ud fra kysten i transitlandet Libyen, er i havsnød, fordi menneskesmuglerne på land overfylder bådene, der sendes af sted uden tilstrækkeligt med brændstof samt mad og drikke til passagererne.

Når Frontex alligevel er ude med riven, skyldes det, at NGO-skibene ikke nøjes med at holde sig ude i internationalt hav, men patruljerer inde i libysk farvand. Det øger migranternes og flygtningens chancer for at blive samlet op, inden de for alvor skal kæmpe med Middelhavets bølger, og dermed er NGOerne med til at fremme menneskesmuglernes forretning, lyder kritikken.

Det afviser NGOerne, der anfører, at de ikke er i havet mellem Libyen og Europa for at udføre politiarbejde, men for at redde liv. Og indtil videre er de involverede NGOere da heller ikke blevet sagsøgt for medvirken til menneskesmugling, sådan som det er sket for nogle af de venligboere, der har hjulpet flygtninge på Europas landeveje.

Graver man endnu et spadestik dybere, er der også anden overvejelse, der skal tages i betragtning: Ville de titusinder af afrikanske flygtninge og migranter, der har taget turen til Libyen for at komme til Europa, afholde sig fra at stige om bord i en overfyldt plimsoller, hvis NGOerne ikke stod parat med hjælp så tæt på kysten?

Næppe. I hvert fald var der også godt gang i overfarten, inden de humanitære organisationer satte ind med redningsskibe sidste forår. Samtidig er de forhold, som migranterne og flygtningene fra Afrika syd for Sahara lever under i Libyen, værre end i en koncentrationslejr. Det fremgår af en indberetning forfattet i det tyske udenrigsministerium og lækket for en lille måned siden.

Med andre ord: Der er ikke noget at sige til, at menneskesmuglerne i Libyen har nemt ved at finde kunder.

Løsningen ligger ikke lige om hjørnet. Den mest oplagte er, at Europa får styr på det borgerkrigsramte og p.t. nærmest lovløse Libyen, hvor det ikke bare er islamistiske militser, men også dele af landets myndigheder, der tjener på at sende sorte afrikanere til Europa.

Men den mest oplagte løsning er også den sværeste, og derfor gør man sig flere steder i EU – blandt andet i den tyske regering – tanker om at oprette lejre til de mange migranter og flygtninge i nogle af Libyens nordafrikanske nabolande – eksempelvis Egypten og Tunesien.

Om de to lande synes, at det er en god idé, står ikke helt klart, men som det gælder for EUs flygtningeaftale med Tyrkiet, er det vel blandt andet et spørgsmål om, hvor mange penge EU vil bruge på projektet.

Så er den mere langsigtede løsning, som handler om at forebygge, at hele Afrika i de kommende år/årtier vil forsøge at komme til Europa – om de så skal gå gennem ild og vand.

Det handler om udviklingsbistand, om bedre eksportmuligheder for afrikanske varer og om at få nedbragt den tårnhøje befolkningstilvækst i en lang række af Afrikas lande. Det handler om bedre regeringsførelse og økonomisk vækst – vel at mærke en vækst, der ikke kun fylder elitens lommer.

Denne del af indsatsen er dog ikke blot langsigtet. Den er også tvivlsom, hvis målestokken er de hidtidige resultater af EUs forsøg på at løfte det afrikanske kontinent økonomisk, socialt og politisk.

I hvert fald har de seneste par år vist en voldsom stigning af antallet af sorte afrikanere med kurs mod Europa. Alene Italien modtog sidste år over 180.000 personer, der stor set alle blev samlet op af fartøjer – statslige og i det seneste halve år i stigende grad ikke-statslige – i havet ud for Libyen.

Og skal man tro en prognose, som Østrigs militære efterretningstjeneste offentliggjorde i sidste måned, er det kun toppen af isbjerget: I 2020 – altså allerede om tre år – kan Europa vente en tilstrømning af 15 millioner migranter – ikke mindst fra Vestafrika.

Læs mere