Oprørere har erobret kontrol over byen Mekelle, hovedstaden i Tigray-regionen i det nordlige Etiopien. Repræsentanter for den centrale regering er drevet på flugt, rapporterer BBC.
Oprørernes kontrol over byen er en markant ny udvikling af en otte måneder lang krig i det nordlige Etiopien. Indbyggere i Mekelle siger, at oprørerne blev mødt med jubel fra befolkningen, da de tirsdag rykkede ind i byen.
»Vi har 100 procent kontrol over Mekelle,« siger Getachew Reda, talsmand for oprørsbevægelsen Tigray Folkets Befrielses Front (TPLF).
Han tilføjer, at oprørerne har travlt med at jage alle fjender væk fra Tigrays territorium.
Nødhjælpsorganisationer har nu fuld adgang til Tigray. En våbenhvile erklæret mandag vil gøre det muligt for landmænd at dyrke deres jord, ligesom nødhjælpsgrupper vil kunne operere uden at have militær beskyttelse, hedder det i erklæringer fra begge sider om den nye situation i Tigray.
Våbenhvilen blev erklæret af Etiopiens centrale regering.
Den væbnede konflikt er koncentreret omkring den føderale regering og TPLF, som står i spidsen for Tigray, og som siden november sidste år har været i militær konflikt med den etiopiske hær.
Siden stridighederne i Tigray brød ud, er tusindvis af civile blevet dræbt, og over to millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem.
Men siden er andre parter blevet involveret i konflikten – blandt andet militser og enheder fra Eritrea.
Hundredtusinder i Tigray har brug for humanitær hjælp, men nødhjælpsorganisationer har ikke haft fuld adgang til alle dem, som lider nød på grund af sikkerhedssituationen og lokalt bureaukrati.
/ritzau/AFP