Og så på en højhellig sabbat

»Nå Sørensen, nu bliver du blind.«

Her lå jeg fuldt påklædt i børnenes svømmebassin og tænkte lige netop den tanke.

Bassinets lyseblå bund blev mere og mere sløret for hvert øjeblik, og jeg kunne mærke, hvordan kemikalierne var gået til angreb på mine hornhinder. Det sved på den aggressive måde.

I et udbrud af fornuftig feriehandy­manisme havde jeg kort forinden forsøgt at lirke låget på en dåse metalmaling op med en kniv. Tiden var inde til at færdigmale det gelænder, jeg kun havde nået at male halvdelen af en måned forinden. Hvad kunne spolere denne skønne sommerlørdag med kaffe på kanden, Hendrix i højttaleren blandet med lyden fra børn, der leger i haven?

Mig selv, naturligvis.

Som det handyman-analfabet jeg virkelig er, havde jeg ikke taget højde for, hvad der kan ske, når en halv dåse med Jerusalems giftigste metalmaling står i 40 graders varme i en måneds tid og så skal åbnes igen.

Puff, lød det. Den kemikaliedamp, der var tilbage i dåsen, ramte mig lige i femøren. Jeg tænkte instinktivt på fysik-Flemming, min lærer fra folke­skolen, der altid sagde, at vand – masser af vand – er det eneste middel, hvis et af vores kemiforsøg skulle finde vej til øjnene. Det skete ved et mirakel af bibelske dimensioner heldigvis aldrig dengang i 7. klasse, selv om vi opførte os som en gruppe IS-rekrutter på bombefremstillingskursus, hver gang fysik-Flemming åbnede døren til kemilokalet.

Så jeg famlede vej gennem haven og kastede mig i svømmebassinet, mens jeg kaldte på min kone.

Selv om vores naboer på alderdomshjemmet gennem tiden har haft mange gode og underholdende oplevelser fra Sørensens familiecirkus med direkte udsyn til manegen, må den her episode tælle som et absolut højdepunkt. På højde med den aften jeg, foran alderdomshjemmets vinduer og kun iført underhylere, tog spurten efter en ortodoks jøde, der havde sexchikaneret min kone i den mørke gyde uden for hjemmet.

Men her sad jeg nu drivvåd og halvblind på passagersædet i bilen og tænkte, at det i det mindste var godt, at det var lørdag. For trafikken på sabbatten i Jerusalem er meget ateistvenlig. Vi nåede derfor hurtigt frem til nærmeste skadestue på Shaarei Tzedek-hospitalet. Men den sabbat-fordel, vi havde på vej til hospitalet, ændrede sig til en sabbat-forhindring ved ankomsten.

Shaarei Tzedek, der bedst oversættes med retfærdighedsportene, er et af de hospitaler, der efterlever religiøse jødiske påbud. Det vil sige mere blufærdighed overalt, overholdelse af sabbatten og endeløse skænderier om mænds deltagen ved fødsler og begrænsning af hankønsvæsners færden i det hele taget. Alle er årsager til, at mine fem børn ikke er født på Shaarei Tzedek. Men denne lørdag skulle det gå stærkt, og det ville have taget ti minutter ekstra at køre til et andet hospital.

Første møde med den særlige sabbat-ordning efter nogenlunde vellykket check in var øjenlægen på 7. etage. Jeg skriver nogenlunde, fordi jeg ikke kunne få lov til at betale for besøget. Det koster stadig 2.100 kroner, men de tager ikke imod penge på sabatten. Jeg kunne jo vente med at tjekke ud igen, til sabatten var overstået, foreslog en ung kvinde bag skranken.

Jeg spurgte, om de ikke i stedet for kunne ringe mig op, når det igen var tilladt at tage imod penge.

»Vi snupper elevatoren,« sagde jeg til min kone med forventning om, at hun så ville styrte hen for at trykke på knappen, så vi kunne komme derop hurtigst muligt.

Det gjorde hun, og jeg løb efter hende med et vådt håndklæde for øjnene.

»Alle elevatorerne er sabbat-elevatorer,« var den næste sætning, jeg hørte.

Fænomenet sabbat-elevatorer er en særlig tjeneste til dem, der overholder sabatten, men som samtidig skal fragtes op og ned om lørdagen i højhuse – og åbenbart også på hospitaler. Jødiske rabbinere har tilladt de religiøse at bruge elevatorer på den betingelse, at elevatoren times til at stoppe åbne og lukke på hver eneste etage, sådan at den person, der overholder sabatten, ikke skal bryde reglerne ved at trykke på en knap. Men hvad med os andre?

Det er altid noget, at jeg ikke var ankommet til hospitalet med et hjertetilfælde og nu skulle løbe op ad trapperne til 7. etage, tænkte jeg, mens håndklædet bevægede sig op ad trapperne i zig-zag med en krop tilkoblet.

Oppe på syvende var der skåret ned på personalet på grund af hviledagen. Så lægen var ikke til stede, og de to kvinder, der sad i receptionen, anede ikke hvor toilettet, en spand med vand, eller endda lægen var.

Jeg fandt en håndvask og skyllede mine øjne, indtil lægen kom tilbage og gjorde nøjagtigt det samme med endnu mere vand, et bedøvende middel og antibiotika.

Jeg er stadig taknemmelig for, at diverse rabbinere ikke har fået lov til at udstede forbud mod brugen af den slags midler om lørdagen. For selv om lægen også konstaterede mindre midlertidig skade på begge hornhinder, gik det ikke så galt, som jeg frygtede, da jeg først hoppede i bassinet.

Allan Sørensen er Berlingskes korrespondent i Mellemøsten