I april 1912 stævnede Titanic, som var tidens største dampskib, ud fra Southampton på sin jomfrurejse.
Destinationen var New York, men så langt nåede det berømte skib som bekendt ikke.
Det blev kaldt skibet, der ikke kunne synke.
Men en aprilnat få dage efter afgang kolliderede skibet med et isbjerg sydøst for Newfoundland i Canada med et tab af cirka 1.500 menneskeliv. 706 overlevede.
Forliset er gået over i historien som en af de største skibskatastrofer.
Men nu tyder det på, at man er et skridt tættere på at kortlægge, hvad der præcist skete den skæbnesvangre nat. Der er nemlig stadig tvivl om de nærmere omstændigheder ved skibets forlis.

Det er lykkedes at lave den første digitale scanning af Titanic i fuld størrelse ved hjælp af dybhavskortlægning. Det betyder, at man har udarbejdet en nøjagtig 3D-rekonstruktion af, hvordan skibsvraget ser ud – som hvis vandet er blevet drænet væk. Det skriver BBC.
I 1985 lokaliserede man skibsvraget på næsten fire kilometers dybde i Atlanterhavet. Vraget er siden blevet grundigt undersøgt, men i dybets mørke har det indtil videre kun været muligt at se billeder af dele af vraget og altså aldrig hele vraget – indtil nu.
Den nye scanning giver altså for første gang mulighed for at se vraget i sin helhed og viser et komplet billede af skibet.
Scanningerne blev udført i sommeren 2022 af Magellan Ltd, som er en dybdehavsvirksomhed, i samarbejde med Atlantic Productions, som laver en dokumentar om projektet.

Undervandsfartøjer fjernstyret af et hold om bord på et specialskib brugte mere end 200 timer på at undersøge vragets bredde og længde.
De tog mere end 700.000 billeder fra alle vinkler, for at skabe en nøjagtig 3D-rekonstruktion, skriver BBC.
Ubesvarede spørgsmål
Parks Stephenson, som har studeret Titanic i mange år, er »blæst bagover« af scanningerne, fordi de viser vragets reelle tilstand.
Han siger også, at en undersøgelse af de nye scanninger kan give indsigt i, hvad der skete den nat, skibet sank.
»Vi forstår reelt ikke selve kollisionen med isbjerget. Vi ved ikke engang, om skibet ramte det langs styrbords side, som det er vist i alle film – det kan også være, at skibet er gået på grund på isbjerget,« siger han til BBC.
Vraget ligger på bunden af Atlanterhavet i to dele med flere hundrede meters afstand. I det omkringliggende område har man fundet flere rester fra vraget som statuer, uåbnede champagneflasker og sko.

Efter 112 år har havet sat sit præg på vraget. Mikroorganismer spiser af det, ligesom dele er ved at gå i opløsning.
Den nylige ekspedition omfattede også en ceremoni, hvor man nedlagde blomster til minde for de mange døde Titanic-passagerer, skriver The Guardian.
I 2009 døde Milvina Dean, der var den sidste af de overlevende fra forliset. Da skibet sank, var hun blot ni uger gammel og dermed skibets yngste passager.



