Det blev kaldt skibet, der ikke kunne synke, men det endte fire kilometer under havets overflade efter en kolission med et isbjerg.
Billeder viser nu den første gang, mennesker så »Titanic«, efter det forliste.
Ifølge nyhedsbureauet AP er billederne offentliggjort af Woods Hole Oceanographic Institution, der har lagt over 80 minutters optagelser på Youtube.
Optagelserne er blevet udgivet i forbindelse med en 25 års jubilæumsudgivelse af den Oscar-vindende film »Titanic«.
10. april 1912 drog »Titanic« ud på sin jomfrurejse fra Southampton i England med kurs mod New York i USA.
Katastrofen, der indtraf 15. april 1912 i omegnen af 200 sømil sydøst for Newfoundland i Canada, kostede cirka 1.500 ombordværende livet.

Tekniske begrænsninger gjorde det i første omgang ikke muligt at lokalisere vraget i Atlanterhavet, men teknologiske gennembrud løste problemet i 1985.
Nyligt offentliggjorte dokumenter viser, at det efterforskningshold, der fandt frem til Titanic, var på en hemmelig mission for at lede efter to forsvundne amerikanske atomubåde.
»Det ville de ikke have, at verden fandt ud af, så jeg måtte have en dækhistorie,« har Robert Ballard, der deltog i ekspeditionen, senere fortalt til CNN.
Robert Ballard var under Den Kolde Krig orlogskaptajn i den amerikanske flåde. Samtidig var han også forsker ved Woods Hole Oceanographic Institution.
Flåden havde tilbudt ham penge for at lede efter »Titanic« på den betingelse, at han først skulle lokalisere de to forsvundne atomubåde, »USS Thresher« og »USS Scorpion«.
I toppen af artiklen kan du se de første billeder af »Titanic« på Atlanterhavets bund.



