Nu er det snart slut med dette ikoniske skilt

Disney fjerner ordet »Fox« fra filmselskabet 20th Century Fox, men den berømte fanfare, der indleder mange biografbesøg, bevares.

Disney har besluttet, at ordet »Fox« skal amputeres fra navnet »20th Century Fox«, og erstattes med ordet »Studios«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Valerie Macon/AFP/Ritzau Scanpix

I 85 år er det berømte skilt med bogstaverne »20th Century Fox« tonet frem for biografgængere verden over, men nu er det snart slut. Filmselskabets nye ejer, Disney, har besluttet, at ordet »Fox« skal amputeres fra navnet og erstattes med »Studios«.

Den såkaldte rebranding sker efter Disneys køb af det gamle filmselskab for 71 milliarder dollar, som betyder, at storsælgende filmserier som »Avengers« og »Star Wars« er kommet på Disneys hænder. Filmselskabets underselskab, Fox Searchlight, der producerer mere kunstneriske film, mister også »Fox«-delen og kommer fremover til at hedde Searchlight Pictures.

Den første film, som udsendes af Searchlight Pictures, bliver »Downhill« med Will Ferrell og Julia Dreyfuss, som er en amerikansk genindspilning af den svenske film »Force Majeure«. Den første film, der udsendes af 20th Century Studios, bliver eventyrfilmen »The Call of the Wild« med Harrison Ford.

Nyheden om navneskiftet blev først bragt af branchebladet Variety, der også har citeret anonyme kilder hos Disney for en nærmere forklaring på navneskiftet.

»Fox betyder Murdoch, og det navn er for giftigt,« siger en anonym kilde til Variety.

Nyhedskanalen Fox News, der blev grundlagt af den australske mediekonge Rupert Murdoch, og som tidligere var ejet af 20th Century Fox, er kendt som amerikanske konservatives foretrukne nyhedskanal, mens Disney og Hollywood som helhed er mere »liberal«, det vil sige venstreorienteret i amerikansk forstand.

Navnet 20th Century Fox så dagens lys i 1935, da de to filmselskaber Twentieth Century Pictures og Fox Films blev fusioneret. Siden har filmselskabet produceret nogle af de største biografhit fra »Alt om Eva« til »Alien« og »Die Hard«-filmene.

»Navnet 20th Century Fox har dybe rødder i film, så det rokker ved en lille del af Hollywoods historie. Selv ikkenørder genkender logoet, navnet og trompetfanfaren, som må være en af de mest berømte i verden,« siger filmhistoriker Leonard Maltin til CNN.

Den berømte fanfare, der ledsager skiltet, bevares. Fanfaren, der kan høres i nedenstående klip, blev komponeret i 1933 af filmkomponisten Alfred Newman, der i øvrigt opnåede at blive Oscar-nomineret 43 gange i løbet af sin karriere og vandt ni gange.