Nu begynder højsæsonen for bådflygtninge — og 2019 står i afghanernes tegn
30.000 asylansøgere er indtil videre sluppet fra grænsevagter og druknedød over Middelhavet til Europa. 2019 står for første gang længe i afghanernes tegn.

30.000 asylansøgere er indtil videre sluppet fra grænsevagter og druknedød over Middelhavet til Europa. 2019 står for første gang længe i afghanernes tegn.

Alisina Hussein måtte forsøge tre gange, før han nåede til Grækenland. De første to gange blev han, hans kone, Tayiba, og deres to børn, som Berlingske møder i en overfyldt flygtningelejr på Lesbos, spottet af de tyrkiske kystvagter og sendt tilbage.
Siden EU i 2016 i en historisk aftale vedtog at betale Tyrkiet milliarder for bl.a. at patruljere i vandet og stoppe asylansøgere i gummibåd med kurs mod de græske kyster, er trafikken af flygtninge og migranter over Middelhavet faldet drastisk. Men for de ihærdige som Alisina Hussein og familien er det stadig muligt at nå Europa. I år er foreløbigt 30.000 asylansøgere ankommet i overfyldte både. Og med sommeren starter højsæsonen for alvor – igen.