Norges regering ser ingen grund til at forbyde koranafbrændinger, som det overvejes i Danmark.

Det siger udenrigsminister Anniken Huitfeldt til mediet Klassekampen.

»Både statsministeren, justitsministeren og jeg har tydeligt understreget, at vi tager afstand fra koranafbrændinger,« siger hun.

Men hensynet til ytringsfriheden vejer ifølge udenrigsministeren tungere, og derfor vil regeringen forsvare den, selv om man er uenig i, hvordan den bliver brugt.

Den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), sagde søndag til DR, at regeringen vil finde et juridisk værktøj, der kan forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader.

Det sker, efter at adskillige af sådanne koranafbrændinger har bragt Danmark i en udenrigspolitisk krise med fordømmelse fra flere muslimske lande.

I Norge får udenrigsministeren opbakning fra partierne SV, Senterpartiet, Fremskrittspartiet og Venstre.

»Norge og andre lande må kunne tillade markeringer, som er udenrigspolitisk kontroversielle, og ikke lade sig diktere af pres udefra,« siger Ingrid Fiskaa, der sidder i Stortinget for SV.

I Sverige arbejder regeringen også på at gøre noget ved koranafbrændingerne, som også har fundet sted i især hovedstaden Stockholm.

»Vi er i den alvorligste sikkerhedspolitiske situation siden Anden Verdenskrig, og herhjemme ved vi, at både stater, statslignende aktører og enkeltpersoner kan udnytte situationen,« skrev Sveriges statsminister, Ulf Kristersson fra Moderaterna, på det sociale medie Instagram søndag aften.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyste mandag i et skriftligt svar til Ritzau, at man vurderer, at den seneste tids koranafbrændinger har skærpet terrortruslen mod Danmark.

/ritzau/NTB

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.