Alt tyder på, at drabsvideoen er ægte.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra det norske kriminalpoliti Kripos om den video, som hævder at vise drabet på én af de to skandinaviske kvinder, der blev fundet myrdet i Marokko mandag. Ifølge Kripos er der  “ikke noget konkret, som ikke tyder på, at videoen er ægte”.

24-årige danske Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige norske Maren Ueland, som var rejst til Marokko sammen for at vandre op ad Toubkal-bjerget, blev fundet uden for deres telt med skader omkring nakken.

Politiet bekræfter i samme ombæring, at de fire mænd, som er blevet anholdt for dobbeltdrabet, er de samme, som i en anden video ses sværge troskab til Islamisk Stat (IS). Dén video skulle være blevet filmet i sidste uge - før drabene, skriver politiet. Derfor bliver drabet også efterforsket som en terrorhandling.

»Hverken Norge eller Danmark synes at blive nævnt i videoen, ligesom der heller ikke bliver nævnt noget specifikt om, hvilken handling de skulle udføre,« skriver Kripos.

I videoen bliver der dog angiveligt råbt, at mordet er »hævn for vores brødre i Hajin,« som er den seneste faldne IS-højborg i Syrien - hvor amerikansk støttede grupper har dræbt mindst 820 IS-krigere.

I pressemeddelesen står der desuden, at de norske myndigheder stadig ønsker at høre fra pårørende og andre, der måtte have kendskab til sagen og de to veninders rejse til Marokko. Mange har allerede henvendt sig til politiet med information om sagen efter selv at have set videoen, og Kripos oplyser at ville følge op med afhøringer.

»Vi har gennemført og skal gennemføre flere afhøringer af både pårørende og personer, som kendte den norske og danske kvinde,« oplyser politiet til Aftenposten.

Politiet kan dog ikke fortælle, om det er folk, som de har mødt på rejsen, der har sendt information til politiet:

»Vi kan ikke sige konkret, hvem der har sendt tips. Det er personer, som har information om deres rejse.«

Facebook samarbejde med både det danske og norske politi om at fjerne videoen fra det sociale medie. Det fortæller Facebooks chef i Danmark, Martin Ruby, til DR:

»Vi tillader ikke indhold på vores platforme, der forherliger eller opfordrer til terror eller massemord, og vi bruger både mennesker og kunstig intelligens-systemer til at fjerne den slags indhold, så hurtigt vi kan,« siger han til DR.

Videoen er delt på flere sociale medier og websites, og det kan være skadeligt for børn at se den, siger en forsker i vold og traumatisk stress til NRK. Hun råder forældre til at tage en snak med deres børn om videoen, hvis de har set den på nettet.

»Ofte er problemet, at børn godt ved, at de har gjort noget forkert, hvis de har set sådan en video, og når de ved, at de har gjort noget forkert, ved de ikke, hvem de skal vende sig til for at få hjælp,« siger hun.