Myndigheder i Rusland har indledt en ny efterforskning mod den fængslede russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj.
Han er anklaget for at have promoveret terrorisme og ekstremisme. Det skriver han torsdag på Twitter.
Oplysningen er ikke bekræftet fra officielt hold.
Navalnyj tilføjer, at han risikerer en straf på op mod 30 års fængsel.
»I troede alle, at jeg havde været isoleret i fængsel i to år, men det viser sig, at jeg aktivt har begået forbrydelser,« skriver han sarkastisk i et opslag på Twitter.
Navalnyjs talsperson siger, at de nye anklager har at gøre med en YouTube-kanal med titlen »Populær Politik«. Den er oprettet af oppositionspolitikerens støtter, efter at han blev sat i fængsel.
Navalnyj har længe været en plage for præsident Vladimir Putin. Han har offentliggjort flere videoer, der udstiller Putin og hans inderkreds som korrupte. Millioner af russere har set hans videoer.
En mulig ny fængselsstraf vil i givet fald komme oven i de 11 og et halvt års fængsel, Navalnyj i forvejen er i færd med at afsone. Han er dømt for svindel, foragt for retten og for at have brudt betingelserne for sin prøveløsladelse.
Sidstnævnte dom kom, efter at han havde undladt at melde sig hos russisk politi, som et af kravene lød for hans prøveløsladelse.
På det tidspunkt var han indlagt på et hospital i Tyskland efter en livstruende forgiftning, som han beskylder Ruslands regering for at stå bag. Det afviser regeringen.
Navalnyj, som er den mest højtråbende af Putins kritikere, har betegnet de tidligere domme mod ham som politisk motiverede.
Siden Rusland invaderede Ukraine i februar, har den russiske regering slået særligt hårdt ned på kritik.
Navalnyj har kaldt krigen i Ukraine »åndssvag« og »bygget på løgne«.
/ritzau/Reuters



