Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Forsvarsalliancen NATO har sendt det hollandske fartøj »HNLMS Rotterdam« til Østersøen syd for Bornholm.
Det skriver den svenske avis Aftonbladet.
»Vi er der for at udvise nærhed og solidaritet med hele alliancen,« siger en talsmand for NATO til avisen.
Krigsskibet, der tilhører den hollandske flåde, sejlede lørdag gennem Øresund og befinder sig nu i østersøområdet syd for Bornholm.
»HNLMS Rotterdam« er flagskibet i NATOs maritime styrke Standing NATO Maritime Group 1 (SNMG1). Det er blandt andet bygget til helikopteroperationer.
Ifølge den vestlige forsvarsalliance er skibet på plads for at overvåge situationen i området.
»Det er en planlagt udsendelse.«
»Styrken står altid til rådighed til at udføre forsvarsopgaver lige fra øvelser til missioner,« siger NATO-talsmanden til Aftonbladet.
Ifølge Magnus Christiansson, der forsker i militærstrategi ved Försvarshögskolan i Sverige, er det ikke usædvanligt, at NATO er til stede i østersøområdet.
Men tidspunktet for udsendelsen kan ifølge ham kædes sammen med den spændte sikkerhedssituation i Europa, hvor Rusland har mobiliseret styrker ved Ukraines grænse og krævet, at NATO ikke godkender flere medlemslande.
Magnus Christiansson fortæller til Aftonbladet, at NATO har »tilpasset sig Ruslands aggressive og uforudsigelige« handlemåde. Derfor foretager NATO i stigende grad flere øvelser i Østersøen.
Onsdag i sidste uge sejlede tre russiske landgangsfartøjer ind i Østersøen via Danmark, hvorpå Sverige besluttede at optrappe sin militære tilstedeværelse på øen Gotland, skriver den svenske avis.
/ritzau/