»Vi trækker vores soldater hjem«. Sætningen skaber enten panik eller indgyder ro afhængig af, hvilken amerikansk præsident der udtaler ordene.
Præsident Barack Obama blev valgt på at trække USA ud af den politiske »sump« i Irak, hans forgænger, George W. Bush, havde bragt amerikanerne ind i. Den sidste amerikanske soldat forlod Irak nytårsaften 2011 – to år efter at Obama blev valgt.
Nu gør den amerikanske præsident, Donald Trump, Obama kunsten efter i Syrien. Men i modsætning til under Obama, så sker tilbagetrækningen, så vidt Pentagon og USAs allierede er informerede om, ikke som led i en større strategi. Derfor er beslutningen mødt med omfattende kritik.
Der er to ting, man ifølge flere kilder bør lægge mærke til. Ligesom Obama handler Trump ud fra et dybtfølt ønske fra amerikanerne om ikke at blande sig i alle konflikter rundt om i verden. Og der skal være et slutmål med enhver militær operation.
Seks måneder mere? Hvorfor?
Men det endemål har sjældent eller aldrig været formuleret. Derfor oplevede man også en hårdt presset Trump, da hans generaler bad om bare seks måneder mere.
»Jeg har givet jer seks måneder utallige gange. Hvor mange gange skal jeg føje nye seks måneder til? Nu må det være slut.«
Og en del militær- og sikkerhedspolitiske forskere giver også Trump ret et stykke hen ad vejen. F.eks. USAs tidligere og i øvrigt foreløbigt sidste ambassadør i Syrien, Robert S. Ford, som kalder Trumps beslutning for »sund« og »klog«.
For de 2.000 soldater, der er stationeret i Syrien, kan hverken gøre fra eller til og ændrer intet ved magtforholdene i området. Det er næsten en symbolsk styrke, der mest er der for at markere USAs interesser i Mellemøsten, mener han.
»Det vil ikke forhindre russerne og iranerne i at udøve magt i området, og vores soldater kan ikke afslutte borgerkrigen i Syrien. Der er opnået et stort »nul« med den amerikanske tilstedeværelse«, sagde den tidligere ambassadør til The New York Times.
Islamisk Stat
Han nævner i den forbindelse dog ikke det afgørende spørgsmål om Islamisk Stat, som USA ifølge Trump har besejret i en alliance med kurderne, mens andre siger, at arbejdet langtfra er færdigt.
Det faktum, at USA trækker sig uden at gøre arbejdet færdigt, har ophidset en stor del af den militære ledelse i Pentagon – inklusive forsvarsminister James Mattis, der sagde op på grund af beslutningen. Men ambassadøren, der i dag er seniorforsker ved Yale i mellemøstenstudier, siger, at Trump gentagne gange har bedt sine generaler og forsvarsministeren om et realistisk sluttidspunkt uden at få det.
Det samme synspunkt deler Trumps tidligere rådgiver, Stephen Bannon. Han mener ikke overraskende, at Pentagon har forsøgt at forhale svarene til Trump med det klare formål bare at fortsætte. Måske af hensyn til de allierede, der sammen med USA har satset stort på kampen mod terror, men også af frygt for, hvad der vil ske med USAs troværdighed i Mellemøsten, hvis man trækker sig ud.
»Dette er ikke et forsøg på amerikansk isolationisme. Det er et forsøg på at koncentrere den militære magt der, hvor det er nødvendigt – vendt mod Kina, der er USAs egentlige fjende. Det er et forsøg på at slippe væk fra »humanitære aktioner«, som internationalisterne elsker«, siger Bannon, som har stået bag meget af Trumps »nationalistiske« tankegods omkring »Make America Great Again«.
Væk fra humanitære indsatser
Trump sagde det selv i et tweet fra februar 2012 – før han stillede op til præsidentvalget i 2016. Han ville væk fra humanitære indsatser til rene militære offensiver, der hvor det er strengt nødvendigt.
Og ud over »folkets« ønsker til både Obama og til Trump, taler de nøgne kendsgerninger også sit eget sprog. Ifølge onlinemediet The National Interests har USA tabt mange krige siden Anden Verdenskrig. Professor Monica Duffy Toft fra The Fletcher School ved Tufts University skriver, at USA har tabt mere, end man har vundet.
USA har engageret sig i 46 militære interventioner fra 1948 til 1991. Antallet af militære interventioner efter Den Kolde Krigs afslutning i 1991 steg til 188 fra 1992 til 2017.
»Generelt har USA betalt en pris, der langt overstiger, hvad man ville synes var rimelig før interventionen«, skriver Toft på The National Interests i en gennemgang af de militære operationer. Derfor er amerikanerne krigstrætte. Derfor vil de have valuta for pengene, og derfor køber de Trumps argumenter om, at USA stiller sit militær til rådighed, så andre, der ikke vil betale for eget forsvar, kan føle sig sikre.
Hvad vil USA?
Så Trump har med sin beslutning om ikke alene at trække sig ud af Syrien, men også at halvere antallet af soldater i Afghanistan, sat gang i en helt ny sikkerhedsstrategisk diskussion: Hvad vil amerikanerne i fremtiden blande sig i, og hvad er betingelserne for det?
Det har europæerne allerede måttet sande. Prisen for at USA vil garantere sikkerheden for NATO-medlemmerne er, at de bidrager med minimum to procent af bruttonationalproduktet i hvert enkelt land. Et krav, der er ældre end Trumps tid i præsidentembedet, og som alle europæere har nikket ja til allerede under Obama ved NATO-topmødet i Wales i 2014.
Så hvis man skal opsummere Trumps udenrigspolitiske doktrin, skriver George Friedman, som er stifter af Geopolitical Futures – et onlinemedie, der analyserer globale begivenheder – så er det at koncentrere de amerikanske styrker om få steder i stedet for at sprede dem ud. Og så gennem diplomati at sikre, at USA ikke intervenerer i alle konflikter og dermed bliver sårbar.
Trumps doktrin
Men, skriver Friedman, en doktrin behøver ikke at være bevidst fra præsidentens side, og er det måske heller ikke i begyndelsen. Men tendensen synes klar. Trump ønsker et mål med at sætte soldater ind rundt om i verden og så sørge for, at der diplomatisk set er ro på andre fronter.
»Jeg tror dog ikke, at Trump regnede med at få et møde i stand med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, så hurtigt efter sin tiltrædelse. Men det synes at have været vigtigt for ham at få den konflikt lukket ned og samtidig forhindre en konfrontation med Rusland på andre områder«, skriver Friedman.
Og dermed kan man så også udlede det, som Trump også har sagt i sin valgkamp – at Kina udgør den største trussel mod USA i øjeblikket. Ikke Syrien eller Afghanistan.
Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent
