Mystisk hacker stjæler data om 1.000 flygtninge fra Nordkorea

Navne, fødselsdatoer og adresser på knap 1.000 nordkoreanske flygtninge er blevet stjålet i et hackerangreb på sydkoreansk database.

Det er endnu uvist, om Nordkorea står bag hackingangrebet på det sydkoreanske database med oplysninger om flygtede nordkoreanere. Men Kim Jong-uns styre ser de flygtende som landsforrædere, og det ville ikke første gang, at styret hacker Sydkorea. KCNA VIA KNS

De flygtede fra Nordkorea med livet som indsats og er blev genbosat i sikkerhed i Sydkorea. Men nu er deres nye adresser, deres navne og fødselsdatoer blevet stjålet i et mystisk hackerangreb.

Det skriver Reuters.

Knap 1.000 nordkoreanske såkaldte desertører har fået deres personlige informationer stjålet og lækket efter et hackingangreb på et sydkoreansk agentur, der har skullet sørge for at genbosætte dem i sikkerhed. Det fortæller det sydkoreanske foreningsministerium fredag.

Ifølge ministeriet fandt hacking-angrebet sted på en af agenturets computere i sidste uge. Computeren var blevet inficeret med virus – en såkaldt malware, der var blevet installeret gennem e-mail sendt fra en intern e-mailadresse, skriver Reuters.

I Sydkorea er der 25 centre, hvis opgave det er at hjælpe landets cirka 32.000 nordkoreanske desertører med at komme på plads i landet; centrene formidler kontakt til arbejdsmarkedet, sundhedsvæsnet og retssystemet.

I Nordkorea er desertørerne i fare. De er ofte flygtet fra politisk undertrykkelse og fattigdom, og så snart de har forladt landet, bliver de anset som forrædere. I statsejede medier bliver de kaldt for “menneskeligt afskum”. Nordkorea har også tidligere anklaget Sydkorea for at kidnappe nordkoreanske borgere, skriver Reuters.

Men det vides endnu ikke, om det overhovedet er Nordkorea, der står bag hackingangrebet. Ifølge det sydkoreanske ministerium er en politiefterforskning i gang.

Det ville imidlertid ikke være første gang, at Nordkorea blev beskyldt for hackingangreb på sydkoreanske ministerier og virksomheder. I fjor stjal Nordkorea for eksempel hemmelige dokumenter fra Forsvarsministeriet.

Det sydkoreanske ministerium lover dog, at angrebet og lækket ingen negative konsekvenser til at få for de implicerede nordkoreanere. Der er dog flere nordkoreanske desertører, som i de seneste år er forsvundet fra Sydkorea, blot for at dukke op igen i nordkoreanske medier, hvor de kritiserer Sydkorea og andre desertører, skriver Reuters.

Nord- og Sydkorea har i det seneste år bevæget sig tættere på hinanden, end de har været i årevis. I april underskrev Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og den sydkoreanske præsiden, Moon Jae-in, en aftale om at arbejde for permanent fred og en atomvåbenfri zone på Den Koreanske Halvø.