Stanislav Rzjitskijs morgenløbetur sluttede klokken 06 mandag morgen.

Med fire skud i brystet.

Den 42-årige russiske flådekaptajn blev udsat for et bagholdsangreb og dræbt ved et sportscenter i den sydrussiske by Krasnodar, hvor han boede.

Morderen havde længe monitoreret Rzjitskijs sædvanlige løberute, som han plejede at uploade på app'en Strava, hvor man kan dele og sammenligne sine motionsbedrifter. Det skriver det uafhængige russiske medie Baza, som normalt har gode kilder i efterretningsvæsenet.

BBC har bekræftet, at Strava-profilen tilhører Rzjitskij, og at han ofte løb den samme rute i en park i Krasnodar.

Nu spekulerer iagttagere og medier i, om Ukraine har taget en spektakulær hævn:

Stanislav Rzjitskij var angiveligt kommandør på en ubåd ved navn Krasnodar, der var udstyret med Kalibr-missiler. Netop denne ubåd menes at have affyret et missil, der dræbte 27 ukrainere, heriblandt børn, i byen Vinnitsa i juli sidste år, skriver mediet The Times.

Ukraine har ikke taget skylden for mordet. Men iagttagere hæfter sig ved, at Ukraines forsvarsefterretningstjeneste beretter om mordet i en usædvanlig detaljeringsgrad.

»Ubådskaptajnen joggede i 30 års-jubilæumsparken i Krasnodar. Omkring kl. 6 blev han skudt syv gange med en Makarov-pistol,« hed det i en ukrainsk erklæring, som fortsatte:

»På grund af tung regn var parken øde, så der var ingen vidner, som kunne give detaljer om angrebsmanden.«

I en melding, som nærmest har en sarkastisk tone, skriver Ukraines forsvar, at Rzjitskij må være blevet dræbt af sin ledelse, fordi han havde fået samvittighedskvaler.

»Det er åbenlyst, at han er blevet udslettet af sine egne for at nægte at følge ledelsens ordrer om at lancere missilangreb mod fredelige ukrainske byer,« skrev den ukrainske hærs officielle kanal.

Russisk politi har anholdt en mand i forbindelse med drabet. Ifølge BBC er der tale om en ukrainsk mand, som tidligere var formand for Ukraines nationale karateforbund.

Hære verden over har et Strava-problem

App'en Strava har vist sig at udgøre et sikkerhedsproblem for alverdens hære.

I 2018 offentliggjorde den amerikanske app kort over de mest populære løberuter i verden.

I Afghanistan og Syrien, hvor app'en ikke anvendes ret meget, afslørede kortene travle løberuter i øde områder: Og dermed var lokationen på hemmelige amerikanske militærbaser afsløret, skrev The Guardian.

Strava bruger gps-koordinater fra telefoner eller små enheder i tøj til at registrere løbe- og cykelture. På app'en kan brugerne sammenligne deres præstationer med andre brugere.