Minister vil stoppe onde kræfters angreb på kritisk infrastruktur

Coronakrisen har fået EU-lande til at forstå, at cybersikkerhed skal højt på dagsordenen i EU, siger minister.

(ARKIV) Pressen bliver orientereret om konklusionerne og stiller spørgsmål til forsvarsminister Trine Bramsen om de foreløbige resultater af det arbejde, som rejseholdet er nået frem til efter at have undersøgt forholdene i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse onsdag den 19. februar 2020. Et politisk flertal gør klar til at sende op til 285 soldater til Bagdad senere i år. Her vil truslerne stå i kø, vurderer ny efterretningsrapport. Det skriver Ritzau, mandag den 25. maj 2020.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) Ida Guldbæk Arentsen

Coronakrisen har vist, at der er mange huller i cybersikkerheden i Europa, og derfor skal EU-lande arbejde sammen for at sikre sig mod angreb.

Det siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) efter et EU-møde over videokonference med sine kolleger tirsdag.

»Under coronakrisen har vi desværre set cyberangreb på kritisk infrastruktur, og at onde kræfter har forsøgt at påvirke krisen og skabe ustabilitet.«

»Det, der er nøglen i det her, er, at vi når meget længere, hvis vi arbejder sammen om det. Det er en stor værdi, at vi kan samarbejde på tværs af europæiske lande. Her har vi jo en helt særlig styrke«, siger hun.

EU-landene er tirsdag ikke kommet frem til konkrete værktøjer og måder, hvorpå cybersikkerheden skal styrkes i EU.

Men ifølge Bramsen handler det først og fremmest om få alle lande til at forstå alvoren.

»For de lande, hvor det ikke var et synligt problem før, er det i hvert fald blevet helt tydeligt for dem nu.«

»Der er en fælles interesse for, at vi på det strategiske niveau sætter turbo på styrkelsen, men også når det kommer til de konkrete instrumenter, der skal bruges i de forskellige lande og på tværs«, siger hun.

EU's politienhed, Europol, vurderede i marts, at mængden af cyberangreb ville vokse under coronakrisen, og at der allerede på det tidspunkt var sket en stigning i antallet af angreb.

Europol fastslog også, at der var stor risiko for, at cyberangreb kunne lamme en hel sektor eller samfund.

Netop af de årsager mener Bramsen, at det er på høje tid, at EU intensiverer arbejdet for cybersikkerheden.

»Vi har et ansvar for at sikre vores borgere. Og oven på sådan en krise er der mange forskellige politiske holdninger til, hvordan man skal komme sig.«

»Men lige præcis, når det handler om sikkerheden for vores borgere, så har vi alle et fælles ønske om at gøre det bedre og sikre den størst mulige tryghed for vores borgere,« siger hun.

/ritzau/