Regeringen vil opstille kriterier for, hvornår et land er sikkert nok til, at dets borgere kan få lov til at rejse ind i Danmark. Det sagde statsminister Mette Frederiksen (S) under en spørgetime i Folketinget.
Dermed åbner statsministeren for en mulig normalisering for indrejse til Danmark for flere lande.
»Vi vil i regeringen gerne nu opstille objektive kriterier for, hvornår et land er sikkert nok til, at dets borgere kan besøge Danmark,« sagde Mette Frederiksen.
Mandag den 15. juni åbnede Danmark op for turister fra Tyskland, Norge og Island. Det var første led på vejen mod en normalisering, som stadig ligger et stykke ude i fremtiden.
Hvilke landes borgere der på sigt kan få lov til at rejse til Danmark, afhænger af en vurdering af, hvordan »kontakttallet« – som Statens Serum Institut nu vælger som betegnelse for »smittetryk« – er i de pågældende lande.
»Med andre ord: Hvis smitten i et land er på et acceptabelt niveau, så er det vores ønske at åbne grænserne til det land,« sagde Mette Frederiksen:
»Det vil gøre det lettere løbende at åbne for ind- og udrejse og stadig have styr på situationen herhjemme.«
Regeringen vil først præsentere de konkrete kriterier for Det Udenrigspolitiske Nævn, før man offentliggør dem, oplyser Mette Frederiksen.
Der er altså hverken navn eller yderligere oplysninger om, hvilke lande der vil åbnes for igen og hvornår.
Ser man på en oversigt over smittede i verdens lande, er der for bare Europas vedkommende store forskelle på antal smittede. European Centre for Disease Prevention and Control (ECDC) har lavet en sådan oversigt over bekræftede smittetilfælde inden for de seneste 14 dage.
Blandt de lande, der i 2019 stod for flest overnatninger i Danmark, var Tyskland på en ubetinget førsteplads efterfulgt af Norge, Holland, Sverige, USA og Storbritannien.
Tyskland har i de seneste 14 dage haft 4.811 bekræftede smittetilfælde, og Norge har 220.
Holland med sine 12 provinser har haft 2.238 bekræftede smittetilfælde.
Sverige har de seneste 14 dage haft 14.569 smittetilfælde. Sverige har i den seneste tid presset på for, at Danmark åbner grænserne for svenske turister, blandt andet med et forslag om, at grænserne kunne åbnes kun for turister fra det sydlige Skåne. En beslutning, som er blevet mødt med skepsis blandt danske eksperter.
USA er med 302.749 det land i verden med næstflest nye bekræftede smittetilfælde i de seneste to uger, kun overgået af Brasilien, der har 361.824.
Storbritannien har 20.525.