MOSKVA: Den diplomatiske isvinter mellem Rusland og Tyrkiet varede i syv lange måneder. Tøvejret har taget få uger. Når Tyrkiets præsident Erdogan tirsdag lander på et officielt besøg i Vladimir Putins hjemby, Skt. Petersborg, fuldbyrder de to landes præsidenter en forsoning på rekordtid.

»Jeg tror, at samtalerne med min ven Vladimir kan indlede et nyt kapitel i vores relationer,« sagde Erdogan indsmigrende i et interview med det statslige russiske nyhedsbureau TASS forud for besøget.

Det er mildt sagt nye toner. For få måneder siden føg det stadig med fornærmelser mellem Ankara og Moskva. Forholdet mellem de to stormagter kølnedes til det krigeriske, da Tyrkiet i november sidste år skød et russisk kampfly ned på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

Men nu ser både Putin og Erdogan muligheder i at slå en streg over fjendskabet.

Besøget er Erdogans første udlandsrejse siden kupforsøget midt i juli. Valget af Rusland sender derfor et markant signal om Erdogans utilfredshed med den vestlige kritik af de seneste ugers masseanholdelser af hans politiske modstandere.

For Putin er mødet til gengæld en anledning til at slippe ud af en kostbar handelskrig med æren i behold og samtidig lokke NATO-landet Tyrkiet med et tættere politisk og endda militært samarbejde.

»Selv de hårdeste ord kan glemmes, hvis det er nødvendigt,« som Fjodor Lukjanov, formand for det russiske udenrigs- og forsvarspolitiske selskab, skriver i en analyse.

Hasten hvormed glemslen er indtrådt er ikke desto mindre bemærkelsesværdig.

For godt et halvt år siden var forholdet mellem de to mænd stadig så giftigt, at vestlige iagttagere advarede om risikoen for en militær konflikt mellem de to stormagter.

En rasende Putin fordømte nedskydningen som et »dolkestød i ryggen«. Tyrkiske forretningfolk blev arresteret og udvist af Rusland, og russisk stats-TV indledte en kampagne mod alt tyrkisk. På et pressemøde beskyldte russiske generaler direkte Erdogan og hans familie for at være involveret i oliehandel med Islamisk Stat.

Erdogan fastholdt på sin side, at det russiske fly havde krænket tyrkisk luftrum. Han foreslog vredt, at Vladimir Putin jo kunne overveje at gå af som præsident.

Kupforsøg satte gang i forsoning

Forsoning begyndte i det små allerede før kupforsøget. Erdogan sendte i juni et brev til Putin, hvori han undskyldte for nedskydningen, der kostede to russiske piloter livet.

Men det var kupforsøget, der for alvor satte skub i sagerne. I de kaotiske timer efter det mislykkede kup, var Putin en af de første udenlandske statsledere, der fordømte kupmagerne og gav Erdogan sin ubetingede opbakning.

Erdogan har siden raset over, at en række vestlige lande var langt mere uldne i deres første reaktioner.

Belønningen til Putin kom til gengæld prompte. Blandt de mange tyrkiske militærfolk, der blev anholdt i dagene efter kupforsøget, var netop de to piloter, der skød det russiske kampfly ned. Piloterne, der i november blev hyldet af Erdogan, blev nu hængt ud som forrædere med angivelige forbindelser til den eksilerede tyrkiske rigmand Fethullah Gülen, der bor i USA.

På grund af utilstrækkelige beviser har de amerikanske myndigheder indtil videre afvist at udlevere Gülen, som Erdogan anklager for at være kupforsøgets bagmand.

Det har fået Erdogan til at skyde med skarpt mod USA de seneste dage.

»Jeg henvender mig til USA: Hvilken slags strategisk partner er vi, hvis I kan huse nogen, som vi kræver udleveret?« smældede han forleden.

Også EU blev beskyldt for »dobbeltmoral« på grund af de strandede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet.

Tilnærmelse kan bruges som trussel

Netop spændingerne mellem Tyrkiet og landets traditionelle NATO-allierede åbner en flanke for russisk diplomati. Rusland har for længst inviteret Tyrkiet til at indlede forhandlinger med en russisk-ledet økonomisk union og det løse militære samarbejde i den såkaldte Shanghai Cooperation Organization.

Den slags har dog lange udsigter – om nogen overhovedet. Ikke mindst fordi Moskva og Ankara fortsat står på hver sin side i krigen i Syrien. Mødet i Skt. Petersborg ventes derfor nærmere at fokusere på at genoplive de økonomiske bånd mellem de to lande.

Men Erdogan har al mulig interesse i at bruge truslen om en tilnærmelse til Rusland i forhandlingsspillet med sine vestlige allierede.