Milits rydder op efter Islamisk Stat i spøgelsesbyen Raqqa

IS straffer civile i Raqqa ved at spærre dem inde i små rum i mange dage for selv små forseelser.

Al-Na'im-rundkørslen i Raqqa, også kendt som »Helvedesrundkørslen«. Rundkørslen blev benyttet af Islamisk Stats bødler til halshugninger, korstfæstelser og andre offentlige straffe. Den er nu erobret af de demokratiske syriske styrker. Fold sammen
Læs mere
Foto: YOUSSEF RABIH YOUSSEF
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Raqqa. To dage efter at have tilføjet Islamisk Stat et stort nederlag ved at indtage deres hovedstad Raqqa, har amerikanskstøttede militsfolk travlt med at finde frem til overlevende. Desuden skal byen ryddes for miner og sprængstoffer.

Militsen Syriens Demokratiske Styrker, SDF, der er en alliance bestående af kurdiske og arabiske militser, har senest nedkæmpet små jihadist-celler på Raqqas største hospital og byens store stadion.

På byens stadion er militsens flag nu hejst, og bulldozere er sat ind for at fjerne sprængstoffer, som Islamisk Stat har spredt ud over store dele af byen.

Mange gader er lukket helt af, mens militserne leder efter ueksploderede sprængstoffer, lureminer og eventuelt små "celler" med IS-krigere.

- Minerydningen og genåbningen af byen er begyndt, siger SDF-talsmand Mustefa Bali.

Et medlem af SDF-militsen, Ahmad al-Hassan, fremviser en oval hal, hvor civile blev spærret inde af Islamisk Stat, hvis de blev taget i at bryde ultrakonservative religiøse regler.

Dem forsøgte Islamisk Stat at indføre alle steder, hvor den militante bevægelse havde vundet kontrol.

- Der er her, de ydmygede os, siger han og viser et rum, hvor han blev holdt indespærret i syv dage sammen med 35 andre mænd.

Han havde forsøgt at forhindre, at hans kone blev anholdt for kortvarigt at have vist sit ansigt offentligt.

Brett McGurk, som er særlig udsending fra Det Hvide Hus til den amerikanskstøttede koalition, siger, at Islamisk Stat mistede 6000 mand under kampene om Raqqa.

Jamila Hami, en frivillig hos Det Kurdiske Røde Halvmåne, siger, at genopbygningen af byens sundhedsvæsen er en kæmpemæssig udfordring.

- De siger, at vi skal genopbygge Raqqa. Genopbygge hvad? Ikke engang på 20 år kunne vi genopbygge den. Byen er fuldstændigt ødelagt.

/ritzau/AFP