Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, har opfordret embedsmænd i sin regering til at tilrettelægge en »grundlæggende transformation« af landbrugsproduktionen.

Det rapporterer nordkoreanske statsmedier tirsdag.

Meldingen kommer, mens iagttagere frygter en forværring af fødevaremanglen i landet.

Kim siger ifølge nyhedsbureauet KCNA, at det er en topprioritet at nå målene for kornproduktion i år. Samtidig understreger han vigtigheden af en stabil landbrugsproduktionen.

Ifølge den nordkoreanske leder skal ændringerne ske i løbet af de næste par år. Han uddyber dog ikke, hvilke tiltag Nordkorea vil lave.

Kollektive landbrug står ifølge forskere for langt størstedelen af Nordkoreas landbrug.

Sådanne landbrug huser typisk flere landmænd, der producerer afgrøder ved hjælp af fælles arbejdskraft.

Kims udtalelser kommer midt i meldinger om en voksende fødevaremangel i det isolerede land. Nordkorea selv afviser påstanden om, at det ikke kan forsørge sine borgere.

Tidligere i februar lød en vurdering fra Sydkoreas ministerium for forening, at fødevaresituationen i Nordkorea »ser ud til at være blevet forværret«.

Kims udtalelser om landbruget faldt på et særligt møde om landbrugsstrategi mandag.

Her nævnte han ifølge KCNA også »betydningen af væksten i landbrugsproduktionen« for at sikre en socialistisk konstruktion.

Som følge af sine atomvåben og programmer for ballistiske missiler er Nordkorea underlagt strenge internationale sanktioner.

Derudover er landets økonomi blevet yderligere belastet af hårde nedlukninger med det formål at stoppe udbrud af covid-19.

Det fulde omfang af fødevaremanglen i Nordkorea er uklart, men i en rapport fra januar konkluderede det amerikansk baserede analysemedie 38 North, at fødevareusikkerheden er på sit værste, siden hungersnød ødelagde landet i 1990erne.

38 North overvåger udviklingen i Nordkorea

/ritzau/Reuters

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.