Amerikanske celebrities, britiske kommentatorer og alle indimellem har haft travlt med at kommentere Oprah Winfreys interview med hertugparret af Sussex, Meghan og prins Harry, der blev sendt på amerikansk tv forrige uge.
Endnu et velkendt ansigt dribler nu ind i debatten.
Den tidligere førstedame Michelle Obama, der ved flere lejligheder har mødt hertugparret, kommenterede i et interview med Access Hollywood parrets samtale, hvor Meghan deler sine overvejelser om selvmord, familiesvigt og racistiske samtaler internt i familien.
»Når jeg tænker på, hvad de går igennem, tænker jeg på familiens betydning, og jeg håber og beder til, at der er tilgivelse – og at der på et tidspunkt er klarhed, kærlighed og beslutsomhed,« siger Michelle Obama i interviewet og tilføjer, at »der ikke er noget vigtigere end familien«.
Michelle Obama, der er på vej med et nyt madprogram i samarbejde med Netflix, kommenterer ikke yderligere interviewet, men ønsker parret held og lykke i fremtiden.
»Erindringer kan variere«
Mens flere britiske kommentatorer og medier har kaldt interviewet »et forræderi mod dronningen« hylder en lang række amerikanske celebrities især Meghan for det.
»Hun lærer mig hver dag, hvad det betyder at være oprigtig ædel. Hendes udtalelser viser den smerte og grusomhed, hun har oplevet,« skriver tennisspilleren Serena Williams, der privat er venner med Meghan.
Digteren Amanda Gorman, der blev verdenskendt, da hun læste et digt højt ved Joe Bidens præsidentindsættelse, skriver på Twitter, at det britiske kongehus forspilder en chance for at flytte sig ind i »en ny æra«:
»Meghan var kongehusets bedste chance for forandring, genskabelse og forsoning i en ny æra. De mishandlede ikke kun hendes »lys« – de gik også glip af det.«
Det britiske kongehus responderede et par dage efter interviewet på beskyldninger om svigt og racisme i kongehuset.
»Hele familien er ked af at høre, hvor hårde de sidste år har været for Harry og Meghan. Spørgsmålene, der bliver rejst, særligt dem om race, er bekymrende.«
»Selvom nogle erindringer kan variere, bliver de taget meget alvorligt og vil blive adresseret af familien privat. Harry, Meghan og Archie vil altid være meget elskede familiemedlemmer,« står der i erklæringen.