Michael Bolton hasteopereret på grund af alvorlig sygdom: Tager midlertidig pause fra turné
I slutningen af 2023 fik den amerikanske musiker Michael Bolton konstateret en hjernesvulst. Nu er han blevet opereret og tager en pause fra sin turné.

I slutningen af 2023 fik den amerikanske musiker Michael Bolton konstateret en hjernesvulst. Nu er han blevet opereret og tager en pause fra sin turné.

For den 70-årige amerikanske sanger og sangskriver Michael Bolton blev 2023 afsluttet med nogle »meget uventede udfordringer«.
Det skriver han i et opslag på Facebook, hvor han ønsker alle et godt nytår og samtidig deler, at han er blevet ramt af alvorlig sygdom:
»Lige før ferien blev det opdaget, at jeg havde en hjernesvulst, som krævede operation med det samme. Takket være mit utrolige medicinske team var operationen en succes,« skriver han.
Kunstneren forklarer samtidig, at han er ved at komme sig derhjemme, og at han er omgivet af sin families »enorme kærlighed og støtte«.

De næste par måneder vil han bruge sin tid og energi på restitution, hvilket betyder, at han tager en midlertidig pause fra sin turné, lyder det:
»Det er altid det sværeste for mig nogensinde at skuffe mine fans eller udsætte et show, men vær ikke i tvivl om, at jeg arbejder hårdt på at fremskynde min bedring og snart komme tilbage til at optræde,« skriver han, og fortsætter:
»Jeg er ovenud taknemmelig for al den kærlighed og støtte, I så generøst har vist mig gennem årene. Ved, at jeg gemmer jeres positive beskeder i mit hjerte, og jeg vil give dig flere opdateringer, så snart jeg kan.«
Michael Bolton har lavet musik i 50 år og har i årevis været på turneer verden over. På turneen, han netop har sat på pause, var der planlagt koncerter fordelt i en række stater i USA samt i Storbritannien og Schweiz.
Han er født i 1953 og har i løbet af sin karriere solgt over 75 millioner plader på verdensplan, vundet seks American Music Awards og to Grammy Awards.
Især er han kendt for sit hit »When a Man Loves a Woman«.