Merkel efterlader tomrum i EU

Merkels bebudede exit vækker ikke kun rystelser i Tyskland. Også i EU spørger man sig selv om, hvor kursen går hen. Meget vil formentlig være status quo, siger ekspert.

Merkels bebudede exit vækker ikke kun rystelser i Tyskland. Også i EU spørger man sig selv om, hvor kursen går hen. Meget vil formentlig være status quo, siger ekspert. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hayoung Jeon
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Under et pressemøde mandag aften trådte den franske præsident, Emanuel Macron, frem. Fattet og alvorlig roste han sin nærmeste allierede i Europa, kansler Angela Merkel.

»Det er hendes beslutning, og jeg kan godt forstå den. Jeg har også haft muligheden for at udtrykke min beundring for min gamle ven,« sagde han om den tyske kanslers beslutning om, at hun i etaper trækker sig ud af tysk og dermed også europæisk politik. En beslutning Macron kaldte »urovækkende«.

Til december vil Angela Merkel ikke længere være CDUs partileder. Det meldte hun i går ud efter lammende valgnederlag i først Bayern og siden Hessen. Hvor lang tid hun får lov til at blive som kansler efter december, ved ingen. Hun har selv tilbudt sit mandat, indtil regeringstiden formelt udløber i 2021.

Ingen slinger i valsen, Merkel fortsætter

Indtil videre lader de andre stats- og regeringsledere i EU som om, Merkel fortsætter perioden ud. Lars Løkke Rasmussen (V) har endnu ikke kommenteret hendes beslutning, og Mark Rutte i Holland skrev i går på sin Twitter-konto, at han glæder sig til det fremadrettede samarbejde med kansleren:

»Jeg har netop modtaget opkald fra Merkel om hendes beslutning. Jeg glæder mig til fortsættelsen af vores gode, venlige samarbejde i de kommende år.«

Men Merkels farvel til politik er ikke kun et anliggende for Tyskland. For Angela Merkel har de facto også ført den politiske taktstok for EU.

»Hun har aldrig glemt Europas værdier,« sagde Macron og udtrykte bekymring for, hvad der skal ske med Europa fremadrettet. For højrenationale strømninger »er et europæisk fænomen og ikke kun et tysk. Det bekymrer mig, men motiverer mig også«.

Dermed meldte Macron sig ind i kampen som den stærke europæiske leder, der tager over, hvor Merkel slipper taget om EUs kurs. Politiske iagttagere kigger nu på Polen, Ungarn og Italien og spørger, om de vil bruge tomrummet efter Merkel til at præge EU i deres retning.

Ikke store forandringer på kort bane

Indtil videre har de internationale reaktioner om Merkels arv været lovprisende. Også hos et af EUs problembørn, Polen, hvor udenrigsminister Jacek Czaputowicz til Politico anerkendte Merkels »vigtige rolle« i reformerne af EU og hendes »vigtige plads i historien om Den Europæiske Union de seneste år«.

Men drillerier og politiske stikpiller skal man ikke blade langt tilbage i kalenderen for at finde. Da Merkels konservative allierede høstede alvorlige valghug i Bayern tidligere på måneden, var Italiens indenrigsminister og Lega Nord-leder, Matteo Salvini, på pletten med syrligt tweet. De gamle systemer havde tabt, skrev han:

»Farvel, Merkel, Schultz og Juncker!«

At Merkels exit kommer nu, er ikke den store overraskelse. Heller ikke for hendes tro allierede, Emanuel Macron. De to har et godt samarbejde og er kendt for at have aflagt nærmest musketer-ed. Men Macron har haft nogen tid til at indse, at Merkels position er blevet udfordret, og at hun ikke bliver primus motor i at opnå hans reform-ambitioner, forklarer professor ved Institut for Statskundskab, Rebecca Adler-Nissen.

»Det var et spørgsmål om tid. Han har langsomt måttet indse, at hun ikke er med på hans reformdagsorden af Euroen og Forsvaret. For det første måtte han vente på hende gennem en lang, tysk valgkamp sidste år, og for det andet var det en noget vingeskudt kansler, der kom ud,« forklarer Rebecca Adler-Nissen.

Ingen fripas til Italien fra ny kansler

Det tomrum, Merkel efterlader, vil heller ikke ændre situationen drastisk for eksempelvis Italien og landets mulighed for at foretage kreative, økonomiske krumspring.

»Spillerummet vil ikke være radikalt anderledes. Jeg kan ikke se nogen fremtidig tysk kansler, der har i sinde at slække kravet om økonomisk disciplin og være eftergivende. Kigger vi mod Polen, har Merkel skullet gå en svær balancegang, når hun har udtalt sig kritisk om landets politik. Det har ligget hende meget på sinde at reparere forholdet til Polen, fordi de to lande har en række uenigheder om alt fra russisk energi til flygtninge. Nogle af disse konflikter strækker sig længere tilbage end Anden Verdenskrig,« uddyber Rebecca Adler-Nissen.

Nekrologtid

Når en person som Merkel melder sin exit, skrives der lange politiske nekrologer om politiske sejre og nederlag. Mange fremhæver Merkels åben-dør-politik i flygtninge- og migrantkrisen som den vigtigste årsag til, at vælgerne flygtede. Men det billede kan ikke stå alene, fremhæver Rebecca Adler-Nissen videre.

»Det, man ofte glemmer i »nekrologtider«, er, at mens Merkel med den ene hånd åbnede døren for flygtninge, så lukkede hun døren med den anden relativt kort tid efter igen. Det var Merkel, der var hovedarkitekt på den omdiskuterede aftale, EU har med Tyrkiet om at bremse flygtningestrømmen. Det hører med, når vi fortæller historien om arven efter Merkel.«