Ifølge flere anonyme kilder i den republikanske inderkreds er det at »misbruge nærheden til præsidenten«, skriver Politico.

Musk skrev på X, at regeringen »faktisk ikke har pengene til det« – som kommentar til offentliggørelsen af projektet, som der er afsat 500 milliarder dollar til.

Kommentaren har ifølge republikanere »tæt på Det Hvide Hus« gjort Trumps stab »rasende«, og en anden kilde tæt på Trump har ifølge Politico uddybet det med: »Problemet er, at præsidenten ikke har nogen indflydelse på ham (Elon Musk, red.), og Elon er fuldstændig ligeglad.«

Trump blev efterfølgende af journalister spurgt ind til Musks kritik af aftalen. Her sagde han, at Musks udtalelser »ikke generede ham«, og at de ifølge ham handlede om ét menneske i aftalen, som Musk ikke kan lide.

»Regeringen stiller ikke op med noget. De (OpenAI, red.) lægger penge på bordet. De er meget rige mennesker, så det håber jeg de gør,« sagde Trump og tilføjede: »Og jeg mener, Elon kan ikke lide ét af de mennesker i aftalen.«

Pengene til projektet er samlet blandt tre af de største udbydere af kunstig intelligens, herunder OpenAI, SoftBank og Oracle.