De har rost hinanden til skyerne. Nu er der opstået splittelse mellem Trump og Musk: »Man kan ikke have to, der vil eje scenen på samme tid«

En enorm satsning på kunstig intelligens fra Donald Trump møder højst usædvanligt modstand fra Elon Musk, der ellers har støttet ham i tykt og tyndt. Danske Esben Pedersen har arbejdet tæt sammen med Musk i otte år, og han spår, at flere konflikter mellem de to store egoer lurer om hjørnet.

Elon Musk er med opsigtsvækkende udtalelser gået i rette med Donald Trumps store satsning på kunstig intelligens. De har ellers kørt et tæt parløb både under og efter Donald Trumps valgkamp.  Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix

Få dage efter Donald Trumps indsættelse som amerikansk præsident møder et af hans helt store prestigeprojekter nu modstand fra uventet kant.

Rigmanden Elon Musk har hele vejen igennem spillet en central rolle i Donald Trumps valgkamp og betragtes som en del af den nye præsidents absolutte inderkreds.