USA vil forsyne Ukraine med et avanceret raketsystem mod luftangreb, som er udviklet i Norge, skriver nyhedsbureauet AP, som henviser til en anonym kilde tæt på beslutningen.
Præsident Joe Biden vil ifølge AP's kilde offentliggøre beslutningen på G7-topmødet i Elmau i Tyskland.
I en videotale til G7-landene ventes den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, at bede om tunge våben fra NATO-landene.
Det avancerede luftværnssystem skal være systemet Nasams, som er udviklet af den norske Kongsberg Gruppe, og som er produceret i et samarbejde med det amerikanske Raytheon.
Nasams benyttes blandt andet af USA til at beskytte luftrummet omkring Det Hvide Hus og Kongressen i Washington.
Det er et mobilt luftværnssystem for mellemdistanceraketter koblet til medfølgende radarer og en kontrolvogn. Når trusler fra luften opdages, vil en eller flere Amraam-raketter automatisk blive affyret mod målet fra en afskydningsrampe.
Systemet anses for at være meget avanceret og kan blive vigtigt for Ukraines forsvar mod russiske luftangreb.
Amraam-raketterne er udviklet af Raytheon og kan både benyttes som jord-til-luftraketter og som luft-til-luftraketter fra fly.
/ritzau/NTB