De sidste par dage har præsident Donald Trump fået kritik for, at de amerikanske sundhedsmyndigheder ikke kan teste folk for coronavirus. Nu er hjælpen muligvis på vej fra en schweizisk medicinalgigant.
En testmetode fra medicinalfirmaet Roche er blevet lyngodkendt af de amerikanske myndigheder. Testen vil gøre undersøgelser af personer ti gange hurtigere, end de er i dag, siger firmaet.
Det er tale om en eksisterende testmetode, der har været brugt til blandt andet at teste for SARS, der nu kan bruges til at teste for covid-19.
Ifølge Roche kan testen undersøges i store mængder på fuldautomatisk laboratorieudstyr, og dermed kan medicinalfirmaet komme med flere resultater hurtigere end de eksisterende undersøgelser.
»Vi øger så afgjort hastigheden med en faktor ti,« lyder det fra Thomas Schinecker, leder af Roches diagnoseenhed, i et interview med Bloomberg News.
Vigtigt med flere test
Det er lige nu vigtigt at øge testkapaciteten på verdensplan, da det vil give sundhedspersonale mulighed for at identificere smittede personer og få dem sat i isolation, også selv om de ramte personer ikke udviser stærke sygdomstegn.
Det vil igen øge muligheden for at begrænse antallet af smittede, hvilket vil give medicinalvirksomheder mere tid til at komme med bedre behandlingsmuligheder og eventuelt en vaccine.
Indtil videre har coronavirus ramt flere end 130.000 personer på verdensplan, mens mindst 5.000 er døde af smitten.
Vil øge testmulighederne i USA
Især i USA, men også i Europa, har der været kritik af, at man har undersøgt syge for langsomt – og for lidt, hvilket har fået coronavirus til at sprede sig ukontrollabelt.
Medicinalfirmaet Roche lancerede i 2014 et testsystem, som er tilgængeligt over store dele af verden. Firmaet har leveret flere end 800 testmaskiner globalt. Et flertal dog i USA.
»Vi udvider massivt vores testkapacitet over hele USA,« siger Thomas Schinecker fra Roche til Bloomberg News.
Roches testsystem, der går under navnet cobas 6800/8800, kan ifølge firmaet teste ti gange hurtigere end de eksisterende testmuligheder, der tager længere tid og kræver en del mere opsyn fra personale. Til gengæld er der flere af de gamle testmaskiner, som især uden for USA stadig vil blive brugt meget.
Cobas 6800/8800-testmaskinerne kan komme med et testresultat inden for fire timer.
Roche steg voldsomt i det europæiske aktieindeks fredag. Ved 13.30-tiden var aktien steget med 7,29 procent.