Mand erkender skyld i voldsom fransk voldtægtssag: »Jeg er en del af det her mareridt«
En af gerningsmændene i en modbydelig voldtægtssag fra Frankrig erkender nu sin skyld og undskylder over for ofret i retten.
En af gerningsmændene i en modbydelig voldtægtssag fra Frankrig erkender nu sin skyld og undskylder over for ofret i retten.
I alt er 50 mænd tiltalt for at voldtage den franske kvinde Gisèle Pelicot, mens hun var bedøvet af sovemedicin. Nu lægger én af mændene sig fladt ned og erkender sin skyld i sagen.
Manden, der hedder Lionel R, er en 44-årig supermarkedsmedarbejder og far til tre børn. Nu tilstår han sin skyld i at voldtage den bevidstløse kvinde.
Det skriver det britiske medie The Guardian.
»Jeg er ked af det. Jeg kan kun forestille mig det mareridt, du har gennemlevet. Jeg er en del af det her mareridt. Jeg ved, at mine undskyldninger ikke vil ændre det, der skete, men jeg vil gerne fortælle dig det,« sagde Lionel R til Gisèle Pelicot i retten torsdag.
Lionel R skulle angiveligt have voldtaget Gisèle Pelicot i december 2018.
I retten beskyldte han også Gisèle Pelicots mand, Dominique Pelicot, for at tvinge ham til at gøre det, og han mener ikke, at Dominique Pelicots forklaringer i forhold til, hvad der skulle foregå, var »klare nok«. Lionel R troede nemlig, at han bare skulle deltage i en leg.
»Jeg havde aldrig forestillet mig, at hun (Gisèle Pelicot, red.) måske ikke var en del af legen. Det var min første store fejl,« sagde Lionel R i retten og tilføjede:
»Jeg stillede ikke mig selv ret mange spørgsmål.«
Gisèle Pelicot takkede nej til anonymitet i retssagen og valgte at stå frem for at kæmpe for alle kvinder, der har oplevet seksuelt misbrug. Det har hun opnået stor anerkendelse for, og torsdag blev hun mødt med stående applaus af tilhørere uden for retslokalet, hvilket du kan se i videoen øverst.
Gisèle Pelicot blev bedøvet af sin mand gennem en tiårig periode, hvor manden, Dominique Pelicot, lod andre mænd voldtage hende. Han har også erkendt sig skyldig i at bedøve hende og invitere mænd hjem fra online chatrum til at voldtage hende.
I alt vurderes det, at der har været 72 mænd involveret, men kun 50 er succesfuldt identificeret.