Hun blev voldtaget af 72 mænd, men nægter at gemme sig: »Det er dem, som skal føle skam«

Forbrydelserne mod Gisèle Pélicot er så modbydelige, at det næsten ikke er til at holde ud. Så meget desto stærkere virker den 71-årige franske kvindes mod og værdige optræden under retssagen, der ligner en milepæl i kampen mod seksuelle overgreb.

Sagen om ægtemandens bestialske seksuelle udnyttelse af Gisèle Pélicot lignede en uudholdelig tragedie. I stedet er den 71-årige franske kvinde med sit mod og sin værdighed på vej til at blive et globalt ikon for kampen mod seksuelle overgreb. Manon Cruz/Reuters/Ritzau Scanpix

Da politiet viste Gisèle Pélicot de fotos, hendes livsledsager tog, mens hun i bedøvet tilstand blev voldtaget af andre mænd, var den første indskydelse at forsvinde.

»Jeg tænkte, at jeg bare ville køre væk i bilen sammen med min hund og gøre en ende på det hele,« har hun forklaret.