Macron frygter at brexit vil spænde ben for samarbejdet i EU

Den franske præsident afviser, at EU-lande er enige om en lang udskydelse af brexit.

Foto: KENZO TRIBOUILLARD

Briterne har valgt at forlade EU, og det er ikke de øvrige medlemslandes rolle at stå i vejen for det.

Det mener Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, som er bekymret for "det europæiske projekt". Han frygter, at samarbejdet kan blive lammet i endeløs usikkerhed om Storbritanniens afsked med EU.

»Intet må kompromittere det europæiske projekt,« siger Macron.

EUs »levedygtighed er på spil«, tilføjer præsidenten. Han vil ikke acceptere, at "brexit skal blokere" det europæiske projekt.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, deler Macrons bekymring for samarbejdet.

»Vi må sikre, at legitimiteten og integriteten af EU-institutionerne ikke lider skade. Desto længere udskydelse, desto større er risikoen. Derfor må vi meget nøje overveje, hvad der kan ske,« siger Löfven.

Löfven, Macron og Lars Løkke Rasmussen holdt sammen med et par andre EU-landes ledere et formøde i Bruxelles, hvor de drøftede brexit.

Inden topmødet har den britiske premierminister, Theresa May, fremlagt et ønske om at udskyde skilsmissen til 30. juni.

Et flertal af EU-landene ønsker ifølge flere diplomater imidlertid en længere udsættelse, så den britiske regering har tid til at samle et flertal i Underhuset til skilsmisseaftalen, og briterne kan forlade EU på en velordnet måde.

Den franske præsident kender ikke til, at EU-landene på forhånd har besluttet, at det skal være en længere forlængelse end til 30. juni.

»Som jeg ser det, er intet besluttet,« siger Macron.

Han specificerer og understreger, at intet er besluttet om »en lang udskydelse«, men at han har hørt rygter om dette.

Hvis ikke EU-landenes ledere på onsdagens topmøde beslutter at udskyde brexit, forlader Storbritannien EU om to dage - fredag den 12. april.

Det blev de enige om, da de i slutningen af marts første gang valgte at udsætte brexit, som oprindeligt var planlagt til 29. marts i år.

En papirløs skilsmisse, som vil blive en realitet fredag, medmindre andet besluttes, vil blive en dyr affære for alle parter. Især for briterne. Det har et utal af rapporter fra både Storbritannien og EU-landene konstateret.

/ritzau/

Kontakt