Den franske ambassadør nåede blot at være i Paris i en uge.
Han blev trukket hjem i protest mod Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, der har opfordret sin franske kollega, Emmanuel Macron, til at blive mentaltundersøgt for islamofobi.
Men nu skal skårene klinkes, lyder det fra det franske udenrigministerium, som har sendt diplomaten retur til Ankara for at rydde ud i misforståelserne.
Efter ti dage med mundhuggeri og verbale aggressioner mellem Erdogan og Macron sluttede weekenden af med en form for deeskalering.
Den hjemtagede ambassadør er nu tilbage i Ankara for at få tyrkerne til at »klarificere« præsidentens fornærmende udtalelser om Macrons mentale helbred.
Franskmændene vil også have Tyrkiet til at redegøre for det, de mener, er en aggressiv og destabiliserende tyrkisk udenrigspolitik i bl.a. Middelhavet, Libyen og Nagorno-Karabakh – tre konflikter, hvor de to lande står på hver sin side.
Beslutningen om at sende ambasadøren retur kommer et par dage efter, at Erdogan utvetydigt fordømte det seneste terrorangreb i Nice, hvor en ung tuneser dræbte tre franskmænd i en kirke – en udstrakt hånd, som nu ser ud til at blive grebet.
»Vi kan ikke forblive i en atmosfære af misforståelse og fornærmende udsagn,« lød det i ministeriets meddelelse.
»Sekularisme har aldrig dræbt nogen«
Beslutningen kom også, kort efter at Emmanuel Macron gav interview til den Qatar-baserede TV-station Al-Jazeera, hvor han bl.a. kritiserede Tyrkiets aggressive attitude over for NATO og Erdogans opfordring til at boykotte franske varer som følge af Macrons forsvar for retten til at vise Muhammed-tegningerne.
I interviewet med Al-Jazeera sagde Macron, at han forstod muslimernes sårede følelser ved synet af Muhammed-tegningerne, men at det var hans pligt at beskytte retten til at tegne dem.
Han slog også fast, at tegningerne – modsat »løgne fra politiske ledere« – ikke var hverken den franske stats eller hans eget personlige projekt.
»Jeg forstå de følelser, som bliver udtrykt, og jeg respekterer dem. Men du må forstå min rolle lige nu. Den er at gøre to ting: Mane til ro og respektere disse rettigheder,« sagde Macron:
»Jeg vil altid forsvare retten til at tale, skrive, tænke og tegne i mit land.«
Kort efter interviewet tweetede Emmanuel Macron på fransk: »La laïcité n’a jamais tué personne« (sekularisme har aldrig dræbt nogen, red.) med henvisning til den særlige franske form for sekularisme, der kaldes laïcité.
Tweetet blev af nogle Twitter-brugere set som en underforstået kritik af islam, som – i modsætning til den franske sekuralisme – åbenbart »har mord på samvittigheden«. Det fik flere til at anklage præsidenten for at være hyklerisk:
Til Al-Jazeera beklagede han sig over, at han var blevet misforstået og altså ikke selv støttede tegningerne. Til befolkningen hjemme i Frankrig slog han fast, at han ikke ville give op.
Mens tusinder af demonstranter fredag særligt i Pakistan og Bangladesh protesterede mod Macron, har interviewet på den arabiske TV-station dog ind til videre ikke ført til kraftfulde reaktioner i de arabiske lande.
Til gengæld fortsatte demonstrationerne mod Macron mandag i Indonesien.