Et flertal af Storbritanniens sorte befolkning mener ifølge en meningsmåling, at det regerende konservative parti med premierminister Boris Johnson i spidsen er racistisk. Det oplyser CNN.

Meningsmålingen er foretaget af Savanta ComRes for CNN.

I målingen svarer 58 procent af de adspurgte sorte briter, at Boris Johnsons parti er »institutionelt racistisk«, og at racisme dermed er en strukturelt gennemgribende del af partiet. Et betydeligt mindretal af hvide adspurgte, 39 procent, giver samme svar.

Resultaterne puster liv i en stor udfordring for premierministeren, der er blevet beskyldt for at fremsætte racistiske kommentarer i medier i sin kamp for at bevare den offentlige tillid til sin regering midt under coronapandemien og spirende protester fra Black Lives Matter.

I Storbritannien fortsætter organisationen Black Lives Matters demonstrationer mod raceulighed.

Regeringens ministre har gentagne gange opfordret borgere til ikke at deltage i offentlige protester, idet de henviser til det forbud mod store forsamlinger, der blev vedtaget for at forhindre spredning af coronavirus. Regeringen har også fordømt fjernelse af en statue af en slavehandler i byen Bristol.

I 2018 brød en politisk skandale ud i Storbritannien. Det var den såkaldte Windrush-skandale, som omhandlede personer, der på ulovligt grundlag blev tilbageholdt, nægtet juridiske rettigheder, truet med udvisning og i mindst 83 tilfælde blev ulovligt deporteret fra Storbritannien af det britiske indenrigsministerium.

I CNNs undersøgelse svarer 55 procent af de adspurgte sorte, at de ikke stoler på, at den britiske regering vil afværge endnu en skandale som Windrush-skandalen.

I kølvandet på urolighederne i USA som følge af politiets angivelige drab på afroamerikaneren George Floyd er der opstået protester i mange lande. Dette har fået racisme og ulighed på dagsordenen og har også fået Danmark til at se indad for at stille sig selv spørgsmålet, om strukturel racisme finder sted.

I en undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Berlingske 18. juni er et udsnit af befolkningen blandt andet blevet spurgt om, hvorvidt de mener, at man bør deltage i demonstrationerne.

Berlingskes undersøgelse skelner ikke som i CNNs undersøgelse mellem hudfarver, men ifølge Berlingskes undersøgelse nød Black Lives Matter Denmarks demonstrationer ikke stor opbakning i befolkningen.

77 procent af de adspurgte svarede, at man under coronakrisen bør afholde sig fra at demonstrere. 70 procent af de adspurgte i Berlingskes undersøgelse mente imidlertid også, at det er vigtigt at sætte fokus på racisme i Danmark.