Krigen i Ukraine, kornaftalen og en sluterklæring fra verdenslederne til G20-topmødet.

Det er i overskrifter nogle af de punkter, Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, forholder sig til i mødet med pressen ved topmødet på den indonesiske ø Bali tirsdag.

Her siger han blandt andet, at Ukraine stiller utopiske krav i forhold til at forhandle fred i landet, der i februar blev invaderet af Rusland.

»Jeg har gentaget, at alle problemer kan knyttes til den ukrainske side, der kategorisk afviser at forhandle og fremsætter betingelser, der helt åbenlyst er urealistiske,« siger Lavrov ifølge AFP.

Sergej Lavrov er på Bali i forbindelse med G20-topmødet. Han repræsenterer Rusland, da præsident Vladimir Putin har valgt at blive væk fra topmødet, fordi han angiveligt har for travlt.

Udenrigsminister Lavrov anses ikke for at være en del af Putins inderkreds. Derfor vil der ifølge iagttagere ikke være reelle forhandlinger om krigen i Ukraine ved topmødet.

Ifølge Sergej Lavrov er sluterklæringen fra G20, der består af 19 af verdens vigtigste industrilande og vækstøkonomier samt EU, stort set skrevet færdig.

Udenrigsministeren mener, at vestlige lande »har forsøgt at politisere« den fælles udtalelse, fordi flertallet på kraftigste vis fordømmer krigen i Ukraine.

Derudover kom Lavrov i sit møde med pressen ind på kornaftalen, der har haft trange kår den seneste tid.

Aftalen sikrer blandt andet, at korn kan skibes ud fra havne i Ukraine. Men efter et angreb mod havnebyen Sevastopol på Krim-halvøen, trak Rusland sig ud af aftalen. Tidligere på måneden trådte Rusland dog igen ind i aftalen.

Flere millioner ton er sejlet fra Ukraine over Sortehavet til resten af verden på grund af aftalen, der blev mæglet på plads i sommer af Rusland, Ukraine, FN og Tyrkiet.

På Bali siger Lavrov ifølge Reuters, at Rusland har fået garanti for, at russisk korn og gødning igen kan eksporteres uden restriktioner til verdensmarkedet. Garantien skal være kommet fra FNs generalsekretær, António Guterres.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.