Landsdommer: PET-agenter overtrådte i årevis de demokratiske spilleregler

PET omgik i flere år kravet om dommerkendelse, når de høstede intime oplysninger om personer i Danmark. Det var ulovligt, fastslår et uafhængigt tilsyn. Justitsministeren tager kritikken alvorligt og »forventer, at PET gør det samme«.

Det hemmelighedsfulde Tilsyn med Efterretningstjenesterne retter hård kritik mod PET og FE. Formand for tilsynet, landsdommer Michael Kistrup sætter for første gang ord på tilsynets redegørelse. Oscar Scott Carl

Forestil dig det mumlende kor af tusinder af telefonsamtaler. Tænk så på sværme af SMS-beskeder, der flyver mellem mobilmaster og de lange kæder af tastetryk, der bliver til e-mail, beskeder og nettrafik.

Det er lyde fra den brusende flod af data, som Politiets Efterretningstjeneste i årevis har tappet for oplysninger i strid med reglerne.