Læger anbefaler: Pas på med at dele for mange billeder af dit barn

Hvor meget tid må dit barn bruge foran skærmen? Storbritanniens fremmeste læger har udarbejdet en række anbefalinger til britiske forældre.

Det er dog ikke kun børnene, der skal lære at lægge telefonerne fra sig – det skal forældre også. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix

Sluk fjernsynet under aftensmaden. Ingen telefoner efter sengetid. Og stop så med at dele så mange billeder af dine børn. Det er ikke sikkert, de kan lide det.

Nogenlunde sådan lyder en række anbefalinger til, hvordan forældre bedst kan håndtere børns teknologivaner, skriver The Guardian. Anbefalingerne er udarbejdet af en gruppe af Storbritanniens førende læger.

»Den tid, der bliver brugt online, kan være en stor fordel for børn og unge og tilbyde muligheder for læring og udvikling af færdigheder, ligesom det kan tillade unge at finde støtte og information,« siger Sally Davies, der som læge rådgiver den britiske regering, og som har deltaget i arbejdet med anbefalingerne.

»Vi bliver dog nødt til at operere med et forsigtighedsprincip, så vores anbefalinger både vil støtte børn i at høste fordelene og beskytte dem mod skade,« siger hun til The Guardian.

Lægerne kan ikke sige noget om, hvad skærmtid i sig selv betyder for børns udvikling, så de har i stedet udarbejdet anbefalingerne på baggrund af, hvordan skærmtid kan påvirke andre aspekter af børns liv, såsom deres søvnmønstre.

De britiske læger anbefaler blandt andet, at der slukkes for skærmene under måltider, så forældre og børn kan spise med hinanden ansigt-til-ansigt; at forældre råder børn til at lægge skærme væk, når de skal krydse veje; og at forældre taler med børn om, hvad de bruger deres smartphones, computere og tablets til.

Det er dog ikke kun børnene, der skal lære at lægge telefonerne fra sig – det skal forældre også. Mens lægerne råder forældrene til at tale med børn om, hvordan billeder kan og må blive delt online, sender lægerne også en skarp opfordring til forældrene:

»Forældre og værger bør aldrig gå ud fra, at børn er glade, når deres billeder bliver delt. Dette gælder alle – er du i tvivl, så lad være med at uploade!« skriver lægerne i anbefalingerne.

Når det gælder skadeligt indhold på internettet, erkender lægerne, at det ikke kun er op til forældre at skærme børn. Her må regeringen, sociale medier og techgiganter også skride ind, foreslår lægerne. De foreslår blandt andet, at sociale medier og store techfirmaer underskriver et adfærdskodeks, hvori de tager ansvar for at beskytte unge og sårbare brugere.

Det er ikke første gang, at sådan et forslag kommer på tale i Storbritannien, idet skiftende britiske ministre igen og igen har krævet, at sociale medier sikrer, at børn ikke blive præsenteret for skadelige opslag.

Da den 14-årige Molly Russell i 2017 begik selvmord, opdagede hendes familie, at hun havde fulgt flere konti, som promoverede selvmord på både Instragram og Pinterest. Det har fået Storbritanniens minister for den digitale industri, Margot James, til at annoncere nye love mod sociale medier.

Her er de britiske lægers anbefalinger:

  • Få tilstrækkelig kvalitetssøvn, og lad dit barns telefon ligge uden for soveværelset, når det er sengetid.
  • Tal med dit barn om at dele billeder og information online, og hvordan ord og billeder nogle gange kan manipuleres.
  • Sørg for, at både du og dit barn kender til og følger skolens skærmpolitik.
  • Indfør pauser. Når dit barn har siddet eller ligget stille med en skærm i et par timer, er det vigtigt at holde pauser, hvor der sker noget andet.
  • Mind dine børn om at lægge skærmene væk, når de skal krydse en vej eller er i gang med aktiviteter, hvor deres fulde opmærksomhed er nødvendig.
  • Tal med dine børn om, hvordan de bruger skærme, og hvad de ser på dem. Hvis de ændrer adfærd, kan det være, fordi de har set noget, der gjorde dem bekymrede. Sørg for, at de ved, de altid kan tale med voksne om det, de ser på sociale medier eller skærme.
  • Overvej at introducere skærmfri måltider, så I kan spise sammen ansigt-til-ansigt og give hinanden jeres fulde opmærksomhed.
  • Prøv at måle, hvor meget tid der bruges på sociale medier og foran skærmen.