La Liga har brugt fodboldfans' apps og telefoner til at spionere på spanske barer

I et forsøg på at finde frem til barer, der viser fodboldkampe ulovligt, har den bedste spanske fodboldrække brugt fodboldfans' smartphones til at udspionere barer. Nu får La Liga en millionbøde.

Millioner af fodboldfans har downloadet en app fra den spanske La Liga-organisation. Hvad de imidlertid ikke var klar over, var, at organisationen i mange tilfælde uden brugernes viden tændte for mikrofonerne på deres telefon for at kunne afsløre barer og hjemmesider, der ulovligt viste Lionel Messi og resten af spillerne i den bedste spanske række.

Den bedste spanske fodboldliga, La Liga, tilbyder en populær app, som er blevet downloadet af mindst fire millioner fodboldfans. Nu viser det sig, at La Liga har misbrugt appen til at spionere på barer og beværtninger rundt om i Spanien, skriver den spanske avis El Pais.

Appen kan tænde for smartphonebrugeres mikrofoner og dermed lytte efter lyden af fodboldkampe og kommentatorer. Kombineret med adgang til telefonernes lokationsfunktion har La Liga brugt appen til at spionere på barer, som har vist fodboldkampe uden at have licens til at vise dem.