Kupmagere i Niger advarer mod militær indblanding fra andre stater.
Meldingen kommer søndag, hvor ledere fra en række vestafrikanske lande samles til et hastemøde om situationen i Niger, hvor nationalgarden onsdag tog magten ved et kup.
Det skriver den britiske avis The Guardian.
Samarbejdsorganisation for vestafrikanske lande Ecowas – Economic Community of West African States – mødes søndag i Nigerias hovedstad, Abuja.
De skal se på, hvordan de kan presse militæret i Niger til at genoprette ordenen i landet.
De vestafrikanske lande kan ifølge The Guardian suspendere Niger fra forskellige fælles institutioner. De kan også afskære Niger adgang til den regionale centralbank eller lukke grænser.
Men forud for mødet advarer kupmagerne i Niger mod at blande sig militært:
»Formålet med mødet er at godkende en angrebsplan mod Niger gennem en forestående militær intervention i Niamey (hovedstad i Niger, red.) sammen med andre afrikanske lande, som ikke er medlemmer af Ecowas, og visse vestlige lande.«
»Vi vil igen minde Ecowas eller andre eventyrere om vores vilje til at forsvare vores hjemland.«
Udtalelsen blev læst op på stats-tv lørdag aften af en talsperson for militærjuntaen i Niger, oberst Amadou Abdramane.
Præsident Mohamed Bazoum skrev historie i Niger, da han i 2021 blev den første demokratisk valgte præsident i det vestafrikanske land.
Men efter godt to år på posten blev han onsdag aften taget til fange på sit eget kontor af landets nationalgarde.
Fredag erklærede general Abdourahamane Tchiani, der står i spidsen for nationalgarden i Niger, sig selv for landets nye leder.
Militærjuntaen, som blandt andet EU og Den Afrikanske Union har afvist at anerkende, har opfordret tilhængere til at gå på gaden fra søndag klokken 07.00 lokal tid – en time tidligere end i Danmark – for at vise støtte til deres nye regering.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er tusindvis søndag middag samlet foran den franske ambassade i Niamey. Ifølge AFP's journalist på stedet forsøger de at komme ind i bygningen.
Landet opnåede selvstændighed fra Frankrig i 1960, men har kæmpet med politisk uro siden.
Lørdag suspenderede Frankrig og EU al økonomisk støtte samt samarbejde om sikkerhed med Niger, som er en stor modtager af vestlig bistand.
/ritzau/



