Krigen i Ukraine har nu varet i 695 dage og har kostet hundredtusindvis af menneskeliv.
En diplomatisk samtale mellem de to præsidenter virker umulig, da ingen af parterne ønsker at afgive land. Men ifølge Trump kan krigen afsluttes på bare én dag, hvis han bliver præsident.
»Jeg vil mødes med Putin. Jeg vil mødes med Zelenskyj. De har begge svagheder og styrker. Og inden for 24 timer vil krigen være løst,« sagde Donald Trump i et interview med CNN sidste år, hvilket, forståeligt nok, blev mødt med en del skepsis.
Nu har denne udmelding fået Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til at invitere republikanernes forventede præsidentkandidat, Donald Trump, til Ukraine.
»Ja tak, Donald Trump. Jeg inviterer dig til Ukraine. Hvis du kan stoppe krigen inden for 24 timer, kan du komme hvilken som helst dag, jeg er her,« lød det i et interview med Channel 4 News.
Men Trumps udtalelse er forbundet med en stor portion frygt hos den ukrainske præsident, der allerede i november kommenterede udtalelsen.
»Hvis han kan komme her, vil jeg have brug for 24 minutter – ja, 24 minutter … for at forklare præsident Trump, at han ikke kan håndtere denne krig. Han kan ikke skabe fred på grund af Putin,« sagde Volodymyr Zelenskyj, der nu har uddybet.
»Når han siger, at han vil afslutte krigen på 24 timer, forekommer det mig – hvordan skal jeg sige det – meget farligt,« siger han.
Invitationen kommer dermed med et håb om, at Donald Trump vil forklare, hvordan krigen kan løses på bare 24 timer, forklarer han i interviewet.
Hvordan, Donald Trump vil løse konflikten på bare ét døgn, er endnu ikke blevet uddybet.
Ifølge den tidligere britiske premierminister Boris Johnson kan Trump rent faktisk være løsningen.
»Donald Trump kan være lige, hvad verden har brug for.«
Sådan lyder det fra Boris Johnson i hans ugentlige Daily Mail-klumme.
Det skriver The Guardian.
Her argumenterer han således for, at Trump kan »være en stor sejr for verden«, hvis han, som mulig kommende præsident, vælger at støtte Ukraine i krigen mod Rusland.