De ukrainske soldater kalder bomben for »helvede«. 

Glidebomben affyres fra russiske fly på 60-70 kilometers afstand. Og den svæver gennem luften tilsyneladende uden for det ukrainske luftforsvars rækkevidde.

Når den lander, skaber den store ødelæggelser – og den kan efterlade et krater på 15 meter.

Bomben, der vejer halvandet ton, er i virkeligheden en gammel bombetype fra sovjettiden, som russerne har givet en gevaldig opgradering.

Det skriver CNN, der har talt med både ukrainske soldater og en militærekspert om den såkaldte FAB-1500, som russernes bombetype bliver kaldt. 

Den primitive FAB-1500-bombe fra sovjettiden er blevet udstyret med styrefinner og et styresystem, så den i højere grad kan målrette angreb fra lang afstand.

Ifølge oberstløjtnant Joakim Paasikivi fra det norske forsvarsakademi adskiller bomberne sig fra almindeligt raketartilleri. 

»For Ukraine er det et problem, at russerne kan kaste bomber fra fly i en afstand, som det ukrainske frontluftforsvar ikke kan dække,« siger han til Svenska Dagbladet.

Enorme skader

De russiske bomber gør lige nu stor skade på de ukrainske forsvarslinjer.

FAB-1500 menes at være en af hovedårsagerne til store ødelæggelser i blandt andet Donetsk-regionen den seneste tid. Den forbedrede bombe tilskrives ifølge CNN også en stor del af »æren« for, at det i februar lykkedes at fortrænge ukrainerne fra byen Avdijivka, som der har været kæmpet intenst om i lang tid.

Til CNN siger en ukrainsk soldat fra frontlinjen ved byen Krasnohorivka i Donetsk, at de tidligere kun blev beskudt med artilleri.

»Nu går orkerne (ukrainsk øgenavn for russerne, red.) mere aggressivt efter byen med våben fra luften – især med FAB-1500. Skaderne fra dem er enorme,« siger soldaten til CNN og tilføjer:

»Det presser soldaternes moral. Ikke alle vores folk kan holde til det. De er mere eller mindre vant til andre bomber, men FAB-1500 er helvede.«

Rusland fokuserer nu mere på præcision

Russiske militærbloggere hævder, at Ruslands forsvarsindustri forsøger at masseproducere de kraftfulde bomber.

Det skriver den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) i dens seneste rapport om krigens gang.

Ifølge militærbloggerne kommer bomberne til at tjene som en hjælpende hånd til Ruslands luftbårne styrker, VKS: 

De får mulighed for at ramme endnu dybere mod ukrainske positioner, mens de mindsker risikoen for angreb fra Ukraines luftvåben, som ISW skriver.

Tænketanken vurderer, at de russiske styrker vil forsøge »at serialisere produktionen« og dermed øge deres brug af disse bomber på tværs af hele den omtrent 1.000 kilometer lange frontlinje.

At Rusland nu investerer massivt i FAB-1500, viser ifølge oberstløjtnant Joakim Paasikivi, at »Rusland har lært af sine fejl«:

»Her er der sket en tilpasning af taktikken fra russisk side. (...) historisk set har Rusland været ligeglad med præcision, men koncentreret sig om kvantitet.«

Rusland har nu, vurderer Joakim Paasikivi, indset vigtigheden af ​​præcision.

I toppen af artiklen kan du se en video, som den russiske militærblogger Grey Zone har delt på Telegram. Den viser ifølge militærbloggeren bomberne i brug.

Det har ikke været muligt for Berlingske at verificere dens ægthed.