Ifølge den russiske sikkerhedstjeneste FSB er en belarusisk mand, der planlagde "en terrorhandling" i Rusland, blevet skudt og dræbt.

Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Ria torsdag.

FSB siger, at manden agerede på vegne af Ukraine. Han er blevet dræbt i den nordvestligt beliggende region Karelija.

Der er ikke umiddelbart udtalelser fra Ruslands allierede Belarus eller Ukraine om de russiske påstande.

FSB, der regnes som det sovjetiske KGB's efterfølger, meddeler, at det har "beslaglagt våben og en improviseret eksplosiv anordning" efter en skudepisode.

Ria citerer FSB for at meddele, at manden havde planer om at sprænge en administrativ bygning i luften i byen Olonets omkring 250 kilometer fra den finske grænse.

- I løbet af anholdelsen skød den kriminelle mod personer fra efterretningstjenesten og blev neutraliseret i sammenstødet, udtaler FSB.

Ria har offentliggjort billeder af flere FSB-agenter, der går ind i en faldefærdig bygning og råber, at en person skal komme ud derfra. Så affyres der skud.

Videoen viser herefter en tilsyneladende død mand, som ligger på jorden med en pistol ved siden af sig.

Med henvisning til unavngivne kilder melder russiske medier, at den døde mand er Nikolai Aleksejev. Han er en 49-årig belaruser, som har deltaget i oppositionsprotester i Belarus i 2020.

FSB's pressekontor udtaler til det russiske nyhedsbureau Tass:

- Karelija-afdelingen af FSB har forhindret forberedelsen af en terrorhandling planlagt af de ukrainske efterretningstjenester.

- De rekrutterede en belarusisk borger født i 1974, står der.

Belarus regnes som Ruslands allierede.

Den belarusiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, sagde i december, at Rusland i oktober havde sendt taktiske atomvåben til Belarus.

/ritzau/Reuters