Kina rapporterer om nul nye dødsfald for første gang siden januar

Ganske opsigtsvækkende melder Kina om nul nye dødsfald som følge af covid-19. En positiv udmelding, selvom der fra udlandets side er en vis skepsis forbundet med Kinas oplysninger.

 
Coronavirus har ramt hele verden. Få et overblik her. Video: Reuters, Ritzau Scanpix. Redigering: Caroline Nørkjær Fold sammen
Læs mere

Kina melder om lige præcis nul nye dødsfald af covid-19 for første gang siden januar. Det sker på trods af, at landet stadig kæmper mod virusudbruddet i Wuhan, hvor virussen oprindeligt udsprang fra, og hvor massevis af boligblokke er blevet sat i karantæne. Det skriver The Guardian.

Tirsdag rapporterede Kinas sundhedsmyndigheder om 32 nye tilfælde i Kina, som alle var kommet til fra udlandet. Der blev også rapporteret 30 nye asymptomatiske tilfælde – altså smittede personer, der ikke udviser symptomer.

For første gang, siden myndighederne begyndte at offentliggøre sine tal i januar, er der ikke er rapporteret om nye dødsfald.

De positive nyheder kom, efter at Kina og Hongkong har iværksat restriktioner for udenlandske ankomster midt i stigende antal importerede og asymptomatiske tilfælde.

Mere end 1,3 millioner mennesker over hele verden er blevet diagnosticeret med covid-19, og der har været mere end 74.744 dødsfald ifølge det amerikanske Johns Hopkins University.

Myndighederne i Kina begyndte forrige måned at lempe de strenge restriktioner for Wuhans beboere, som i månedsvis har været underlagt ekstraordinære nedlukninger for at begrænse smittespredningen.

7.000 boligblokke erklæret »smittefri«

I slutningen af marts meldte Kina, at der for første gang siden coronavirusudbruddets start var nul personer det seneste døgn registreret som smittede i Wuhan.

Da antallet af smitte begyndte at falde, erklærede myndighederne flere end 7.000 boligblokke i Wuhan »smittefri«, hvilket gjorde det muligt for beboere at forlade deres hjem i to timer ad gangen. Det var planlagt at rejsebegrænsningerne skulle løftes onsdag, så folk med grønne sundhedskoder kunne forlade byen.

Kinesiske myndigheder har kun for nylig ændret deres fokus til asymptomatiske tilfælde, der indtil denne måned ikke var inkluderet i antallet af bekræftede smittede, til trods for at de skønnes at udgøre 18-31 pct. af tilfældene, skriver The Guardian.

Asymptomatiske tilfælde har kun siden 4. april været medregnet i kriterierne for, at en bopæl betegnes som smittefri.

Kina har rapporteret i alt 81.740 bekræftede tilfælde af covid-19, heraf 3.331 dødsfald. Der er dog en vis international skepsis over de tal.

Hongkong, der så ud til at have godt greb om spredningen af coronavirussen, har oplevet en kraftig stigning i antallet af bekræftede smittetilfælde over få dage.