Ulrik Bie: Statsministeren låser den private sektor inde i dybfryseren

Statsministerens plan for genåbning giver sikkert anledning til glæde hos nogle børnefamilier. Så længe de ikke er blandt dem, der allerede har mistet jobbet – eller de tusinder, der vil miste jobbet i de kommende måneder, mens den private sektor holdes under lås og slå. Der bliver ikke råd til socialdemokratiske mærkesager i denne valgperiode.

»Beslutningen er begrundet i en matematisk model. Det er ikke gætværk.«

Det var ikke statsministerens ord fra mandagens pressemøde, der gjorde størst indtryk. Det var derimod den videnskabelige ophøjethed, som Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut forsøgte at give regeringens beslutning om en gradvis åbning af Danmark. Efter i ugevis at have fumlet rundt i forhold til en teststrategi for Danmark – ja, om der overhovedet er behov for at teste – har de danske sundhedsfaglige myndigheder nu et så fuldstændig klart billede af coronavirussens udbredelse i Danmark, at vores økonomiske fremtid skal baseres på en matematisk model.