De vestlige lande er ved at tabe i det globale teknologiske kapløb.
Førstepladsen går til Kina, som har foretaget et teknologisk kvantespring sammenlignet med resten af verden.
Det viser en ny omfattende undersøgelse, der er foretaget af den australske tænketank Australian Strategic Policy Institute (ASPI), som TV2 beskrev lørdag.
Inden for hele 37 ud af 44 kritiske teknologier er Kina førende, hvilket giver landet en suveræn førsteplads på et globalt plan.
De teknologier, som ASPI har undersøgt, spænder bredt og dækker blandet andet forsvaret, rummet, robotter, energi, miljø, bioteknologi og kunstig intelligens.
Resultaterne i rapporten bekymrer forskerne bag, og de mener, at løsningen er, at demokratiske lande skal sigte mod at indhente Kina, så den store kløft kan lukkes:
»Konklusionerne i denne undersøgelse bør være et wakeupcall for demokratiske lande, som hurtigt bør forfølge et strategisk kritisk teknologisk step-up,« står der i rapporten.
Andenpladsen går til USA
Undersøgelsen viser også, at USA kommer ind på en andenplads inden for størstedelen af de undersøgte teknologier.
Der er dog lange udsigter til, at USA kan ramme førstepladsen, da Kina er langt foran.
Kina producerer ofte mere end fem gange så meget »højeffektiv forskning« sammenlignet med USA, og det dækker over både omfanget og kvaliteten af forskningen, hvilket blandt andet måles på antallet af andre forskere, der citerer den.
Et af eksemplerne fra rapporten er, at Kina i de seneste fem år har genereret næsten halvdelen af verdens højeffektive forskning inden for avancerede luftmotorer, herunder hypersoniske missiler, og Kina har syv ud af ti af verdens førende forskningsinstitutioner inden for området.
Den tidligere danske diplomat Lars Bo Larsen, som nu er direktør for det nyetablerede Nationalt Forsvarsteknologisk Center, fortæller til TV 2, at han er enig i, at rapportens konklusioner bør vække bekymring.
Han peger på, at teknologierne kan anvendes både civilt og militært:
»Tendensen er ikke overraskende, men konklusionerne er overraskende, og det kommer noget hurtigere, end vi havde troet,« siger han til TV 2.
Forskerne bag undersøgelsen har et klart bud på, hvad kortlægningen af verdens teknologi bør bruges til:
»Der kræves presserende politiske ændringer, øgede investeringer og globalt samarbejde fra mange lande for at lukke den enorme og voksende kløft. Omkostningerne ved at indhente vil være betydelige, men omkostningerne ved ikke at gøre noget kan være langt større,« står der i rapportens konklusion.




